Af Kim Søndergaard

Alting var bare bedre i gamle dage! Den sætning, har man vel efterhånden hørt mange gange, men måske er der noget om det? Noget er dog faktisk lige så godt her i 2015, som eksempelvis det sprit nye album fra Electric Guitars. De lyder af de glade gamle dage i musikindustriens og guitarens vilde ungdom. Nu er de to dedikerede og troværdige guitarister, Mika Vandborg og Søren Andersen, klar med en opfølger til debut albummet, som passende har fået titlen ”String Fever” 

FEBEREN FORTSÆTTER

Lad os bare skære direkte ind til benet, og tage åbnings og titelsangen først. String Fever, som den hedder, er nemlig både titlen på albummet og på introsangen og den hylder alt, hvad der har med Fender stratocaster guitaren at gøre. Stratocasteren fyldte 60 år i sommers og i den anledning, skrev Electric Guitars bagmænd en hyldestsang , som virkelig sætter sig fast i hukommelsen, hylder hele historien og heltene. Som guitarist, giver jeg dem helt ret i, at man ikke kan ligge denne fine guitar fra sig – Man vil have mere, så lad det bare være sagt. Når man først er i gang med, at lytte dette album, indfinder strenge feberen sig. Man bliver smittet lige fra start. Sangen rummer, udover sprøde stratocaster riffs, også citater fra rockhistorien.

DOGMERNE OVERHOLDES

Alle skæringerne på String Fever albummet, fører debuten godt videre og det nye album er også tilknyttet de samme dogmer, som på debuten. Der er to mænd med masser af spade, som har hver deres kanal og højtaler, præcis som i de gamle analoge dage i musikindustrien, og Danmarks Radios testkanal for hjemmets højtalere. Mika til venstre og Søren i højre side, og dermed kan man følge med i hver deres unikke teknikker på guitaren og effektpedalerne – Det holder 100! Det er som om, at de herrer denne gang har taget skridtet fuldt ud, og erklæret krig, imod den alt for lette ende af den let producerede pop, som får masser af spilletid. De har hele tiden villet udbrede guitarrocken og bringe den tilbage i radioerne, og med dette album står det klart, at drengene mener det ret så alvorligt med Electric Guitars. De er kommet for at blive. Peter Kjøbsted på bas og Morten Hellborn på trommer, er også rykket endnu længere ind i cirklen omkring Electric Guitars, og de leverer atter engang en overbevisende præstation, der får det hele til at give mening. Deres medvirken kan ikke erstattes og de er stærke på hvert deres felt. Om vi befinder os i blues genren, eller er ovre i den tunge rock afdeling, så formår de altid at ramme essensen i sangene, præcis som en bilmotor ikke kan undvære tandremmen – Hvis tandremmen knækker, så smadres motoren. Motoren er absolut velholdt, og det kan man høre igennem hele dette dogme album, hvor de 4 mand i Electric Guitars, har været tilstede samtidig på alle optagelser. Det er indspillet live i studiet og energien fra deres live jobs rundt på landevejene, kan da også fornemmes. Der er puls og der er energi og pulsen er steget siden sidst.

EFFEKTFULDE SANGE

Omkring debutalbummet, indrømmede Søren og Mika, at selve teksterne til sangene, var skrevet og indspillet som noget af det sidste. Jeg ved ikke om det er derfor, man faktisk lytter ekstra godt med på denne svære toer, som man ynder at kalde næste skive? Teksterne, og dermed vokalen, er denne gang også lagt på til sidst, men jeg fornemmer, at man faktisk er søgt dybere ind i teksterne på String Fever albummet, for der er en hel del guldkorn og kommentarer med, hvor man som lytter tænker – Hov, hvad var nu det for noget? Der er i hvert fald ingen tvivl om, at dette andet album, hylder Søren Andersen og Mika Vandborgs inspirationskilder op igennem tiden. Der er tydelige tråde til bands og guitarister som AC/DC, Hendrix, Malmsteen, Kiss, Clapton og Dire Straits – Om jeg har glemt nogle, er jo op til lytteren at afgøre? Alle kneb bliver taget i brug her, også de beskidte, og selvom man tydelig kan høre inspirationen, er der absolut ikke tale om kopirock. Hele den persolige sjæl og passion, bliver krænget ud og teknikkerne og de idoler, som begge guitarister kommer med i bagagen, fører tradition guitarrock virkelig flot videre. Søren og Mika kommer med en interesse og en personlig tilgang til guitaren og teksterne, med hver deres tidligere soloprojekter og det kan også høres, hvis man har lyttet det materiale. Der er effekt i teksterne og der er effekt i valget af, hvornår enten Søren eller Mika, lader vokalen flyde ud over de 11 tracks. Når man når hen til skæring nummer 5 – Girlfriend – som synges af Søren, er man ikke i tvivl om, at der ligger mere end bare en guitar bag. Her er Søren i sit es og leverer en virkelig fængende sang, som leder mig hen på hans soloalbum, Constant Replay. Mika følger direkte efter og napper næste sang – Day Off – på fornemste vis og bringer hans flotte album, Wall of Books, direkte med ind på albummet. To eksempler på begges brede områder og kunnen, som peaker når de smelter sammen i Electric Guitars, og forvalter tråden i guitaren på bedste måde. Vi får også personlige citater med på sangen Follow Your Heart, og det må man sige at de herrer i Electric Guitars bestemt gør. String Fever albummet rummer hele spekteret af, hvad rockmusik skal kunne og effekterne udebliver heller ikke.

FEMINISMEN LEVER I ROCKEN

Ingen rock, uden kvinder! Sangen, The Thinner The Eyebrow The Crazier The Woman, er et sjovt bekendtskab, og blev valgt som første single. Der er vist en mening med galskaben og den sang. Udover et feminint stænk på denne sang, har Mika og Søren valgt at smide deres favorit live nummer med på skiven. De kan ikke spille live uden at spille sangen, She Wants My Guitar, og kendere af Mika Vandborg vil genkende denne titel, fra et af hans tidligere albums. Dette nummer rummer den genopfundne talkbox. Og bare rolig derude – Dem, som håber på et sensuelt genhør med sangerinden Ida Corr, vil ikke blive skuffet.

Der følges naturligvis op med en danmarksturné, med en enkelt afstikker til Frankrig og Sverige.

String Fever udkommer fra Target Records, på mandag d. 2. Februar