Damon Albarn, kendt fra BLUR, Gorillaz, solo, og mange andre projekter, blandt andet THE good, The bad & The Queen, er netop nu klar med nyt album, fra sidstnævnte projekt.
Helhed og samling
Damon Albarn har udtrykkeligt mange sange på sit CV, men hver og en har de alle eget liv og udtryk. På dette album falder manden heller ikke ved siden af. Jeg hænger stadig fast i mandens soloalbum, der nu er nogle år gammelt, hvor mange af sangerens tekster sad lige i skabet. Albarn må være en af de mest produktive musikere i England, men han formår stadig at levere vedkommende sange. Der har naturligvis været svipsere af og til, hvilket også gælder på dette album, Merrie Land, men generelt er barren ret høj, når man vil have en god historie eller kommentar om rigets tilstand. Jeg har tendens til at tro, at alle tegneseriedrengens tekster er lagt på hylden, og han er trådt ud i virkelighedens verden. Der er vist ikke megen fiktion med ind over, og det gør teksterne stærke. De er vedkommende, på bedste Albarn måde. Kvaliteten svinger, nogle er ultra korte, men generelt kommer man til, at elske mandens tale til nationen.
Musikalsk cirkus
Damon Albarn, har på dette andet udspil, fra The Good, The bad & The Queen, atter engang de gode legekammerater med. Paul Simonon fra punkbandet The Clash, som han også samarbejdede med i Gorillaz for år tilbage, supermanden Simon Tong fra The Verve, samt afro-beat trommeslageren Tony Allen. Der bliver leget med hele produktionen, som ikke er fjern fra det man kender dem for, og det de kan. Der er skruet rigtigt fedt på knapperne, da Albarn satte sig bag pulten, og det ligger et godt sted mellem seneste BLUR album, og Gorillaz, med en snas af soloalbummet Everyday robots. Der går lidt cirkus i den på Merrie Land, men det gør bestemt ikke noget. Der er spillet og samplet løs, og man får en utrolig behagelig forestilling, når man lytter med. Alle sanser skærpes når man lytter, og der er både gamle spillemands instrumenter med, samt nyeste tekniske tiltag. Det er fedt og lydbilledet er fantastisk og let overvældende, men samtidig tro mod bandet, samt medlemmernes oprigtige tilgang til deres instrumenter. Man tror lidt det er surround, eller man står midt i historierne.