Når man er blevet rusket godt og grundigt igennem af rockbandet Royal Blood, som var iført hård tråd, er det rart at komme ned på jorden igen, og få en afbalanceret og karismatisk indsprøjtning fra The Cardigans, med Nina Persson i front.
For What It’s worth, blev der sunget – og herfra er der ingen tvivl om, at det var værd at hænge ud, foran den store røde scene i den times tid, som koncerten varede. Det meste af bandet entrerede scenen, hvorefter forsanger Persson ankom sidst, med et stort smil, der passede til de indledende toner. Man bliver bare lidt blød i knæene, når man ser lille Nina fra Sverige! Man bliver også bare lykkelig,når man ser hende nyde publikum, samt hele missionen som hun og The Cardigans er på. Bandet leverede en ganske pæn koncert, uden de store udskejelser, og så blev alle de sikre kort trukket. Men når kortene, med udvalget af bagkataloget, er blandet rigtigt, så taber selv den bedste gamer, og The Cardigans snupper trumfen. Det var en triumf, da alt det vundne, blev givet ud til et godt formål, i form af et oplagt og meget lyttende publikum. Ja selv Mads Langer, som stod foran mig under koncerten, synes at vippe anerkendende med fødderne, og når hitmageren Langer rocker med, så er showet vist absolut godkendt!
Der er ikke noget fra denne koncert, jeg vil slette. Jeg vil hellere end gerne spole tilbage, når efteråret og mørket indfinder sig, hvis jeg skulle gå en kold vinter tur i Tusindårsskoven. For så vil varmen sive ud i hele kroppen. Sangen Love fool, affødte nok eftermiddagens største bifald, men ellers klappede det hele, med de førnævnte blandede kort. Sangen, My favourite game, som lukkede koncerten, var et oplagt ekstranummer. Det peakede aldrig, for koncerten blev med det samme trukket op i gear, og lå højt placeret fra starten. Selv da søde Nina overraskede, og tog sit Melodica harpeklaviatur frem, vakte det jubel foran scenen. Hvis man lyttede rigtigt godt efter, så var samspillet i bandet, ikke bare en tilfældighed på denne Søndag eftermiddag. De kan noget med musikken i Sverige, hvor The Cardigans er fra, og det høres tydeligt, at de har en del år på bagen. Der er måske ikke kommet så mange hits fra bandet i de senere år, men de eksisterende og vel kørende hits, er ikke bare another day at the office for The Cardigans. Deres lyd har på en eller anden måde forandret sig, men ikke rykket sig, og det er jo fantastisk.
Der var gang i de levende rummelige instrumenter, og især bassen havde fået en lækker overdrive på, så den hele tiden lå perfekt til de sange, som blev spillet. Når vi lige var nede og vende i den stille afdeling, ja så boostede bas og guitar lige sangene. Et par af musikerne i bandet, har faktisk en fortid i en lidt anden genre. De spillede engang metalrock, men blev trætte af det, og formede The Cardigans! Nina Persson forklarede flere gange, hvor meget de elsker, at spille for deres publikum. Og naturligvis lovede de, at komme tilbage til Odenses nye festival engang. Herfra skal lyde – Det gør i da absolut bare.
