Kan man egentlig finde den røde tråd i hele Shu-bi-dua universet, hvis man er opvokset med hele bagkataloget, eller finder man den, når man overværer det i form af en yderst anmelderrost teater musical? Kan man knytte sig til historierne i sangene alene, og hjælper det i virkeligheden med en visuel og frit fortolket side, eller sidder publikums twistede tanker i sangene, i virkeligheden fast?  Jeg overværede Shu-bi-dua – The Musical, på Fredericia Teater, og jeg blev ikke skuffet.