Magtens korridorer, Godset, 9. nov. 2012

Magtens Korridorer på Godset i Kolding. Foto: Kim Søndergaard

Af Lars Petersen

Med albummet “Friværdi” fik Magtens korridorer endelig hul igennem til det danske musikmarked. Det var tilbage i 2005 og siden da har Magtens korridorer udviklet sig til et af de absolut bedste danske rockbands og deres koncerter er altid en fest og et kig værd. Dette viste sig også at være tilfældet, da bandet indtog Godset i Kolding i går aftes.

Snakken gik livligt mellem publikum under opvarmningsbandets gig og jeg var lidt bange for, at koncerten ville blive ødelagt af denne værtshusagtige stemning. Angsten viste sig at være ubegrundet for heldigvis var næsten hele publikummet kommet for at fyre den af og så det faktum at Magtens korridorer spiller HØJT. Præcis som man forventer det af en rockkoncert.

Fællessang fra starten

Magtens korridorer indtog scenen lige omkring kl. 22 og lagde benhårdt ud med “Picnic på kastellet”. Netop denne sang har tradition for at publikum synger første vers og koncerten i går var ingen undtagelse. Fuldt knald på lige fra starten og det var som om at Kolding havde noget energi, der skulle ud af kroppen. Der blev fulgt op med “Sara har…” og den eminente “Milan Allé” og da sidstnævnte var i historiebøgerne, blev der kvitteret med et bifald fra publikum som var en playoff-kamp i NFL værdigt. Det virkede som om Magtens korridorer var lidt overraskede over dette, men det gav dem blot incitament til at yde alt og det gjorde de.

Klassikere i spandevis

“Snot og ild” er en af den slags titler som får undertegnede til at smile. Skævheden sidder lige i skabet og det samme gør den stilsikre lyd og så gør det ikke så meget at forsanger Johan Olsen af og til glemmer teksten. Det er rock, for helvede. Det skal en forsanger jo gøre. Bare spørg Dave Grohl fra Foo Fighters, som er notorisk kendt for at kludre i ordene, når de optræder.

Touren som Magtens korridorer er på netop i denne tid hedder “Spil Noget Vi Kender Tour” og samme titel har den opsamlingsskive som udkom 8. oktober. Udover en god stak klassikere er der også blevet plads til et par duetter. Bl.a. er sangen “Eventyr for drømmere” et mashup mellem Magtens korridorer og TV-2. Denne sang var der også blevet plads til i sætlisten til trods for at Steffen Brandt ikke havde tid til at være i Kolding. I følge Magtens korridorer var det vist noget med en manicure. Steffen Brandts vokal var derfor overladt til guitarist Niklas Schneidermann og det gjorde han ganske overbevisende. Faktisk har jeg ham mistænkt for at lave en – kærlig – parodi på Steffen Brandt.

Kærlighed fra folket

Man ved at man som band har klaret det, når man får en ramme fadøl fra en publikummer og det skete denne aften på Godset. Den glade giver fik også både bandets tak og klapsalver fra resten af publikum og så er alt jo som det skal være og der var flere af de fede sange på vej. Stadig flere hits som “Imperiet falder”, “Pandora” og så deres fabelagtige coverversion af Klichés “Militskvinder”, som måske bizart nok var den sang, som publikum havde mindst kendskab til ud fra fællessangen at dømme. Eller mangel på samme.

Sveriges nationalsang

Tilbage i 1997 var Magtens korridorer med i en enkelt udsendelse af det nu legendariske radioprogram “Tæskeholdet”. Dengang fik de et kæmpe hit med sangen “Hestevise”, som i daglig tale måske bedre er kendt som “Anne Grete, du er en luder” og Johan Olsen præsenterede netop denne kultklassiker – til publikums begejstring – som værende Sveriges nationalsang og så var der dømt medskrål. Denne sang fortsatte over i mere medskrål med den sang der kickstartede det hele i P3’s Karrierekanonen, nemlig Lorteparforhold, som den dag i dag stadig er pokkers catchy. Der blev sluttet af med “A er på druk” fra “Det krøllede håb” og derefter kunne tilskuerne kun forsøge at hive Magtens korridorer tilbage på scenen til ekstranumre og det lykkedes da også.

Fantastisk publikum med enkelte undtagelser

Ekstranumrene viste sig at være “Lyden af alarmer” og “Kom og mærk”, som begge er fra det seneste regulære udspil “Imperiet falder” og hermed blev der sat punktum for et brag af en koncert, hvor Godset i Kolding viste, hvorfor det er et favoritsted for mange musikere. Med det rette publikum bliver der altid fest og det rette publikum var præcis, hvad der var til stede denne aften. Så ser vi bort fra de få tosser, som blev eskorteret ud af salen af security-folkene, fordi de enten var hidsige eller ville kaste med øl. Det piller dog ikke ved at Magtens korridorer anno 2012 kan fyre en fest af, som er cirka uden sidestykke i dansk musik.

Niklas Schneidermann, Magtens Korridorer på Godset i Kolding. Foto: Kim Søndergaard
Magtens Korridorer på Godset i Kolding. Foto: Kim Søndergaard