Man kommer ikke udenom, at en af de største og mest indflydelsesrige mænd på den danske musikscene igennem de sidste 30 – 35 år er Steffen Brandt. Med god jysk beskedenhed vil han nok ikke helt selv være ved det med indflydelsen.
Manden som, sideløbende med tv-2, hen over årene har udviklet sig til en mentor for den nyeste generation på den danske musikscene, fylder fredag d. 14. juni 60 år og det mener jeg bestemt er værd at fejre, for han er ikke en hr. Hvem-som-helst.
Derfor er det også på sin plads med en playliste indeholdende lidt af det eller med dem, som han har medvirket på eller hjulpet frem igennem de sidste årtier.
Synonym med danskeren
Der er ingen tvivl om, at Steffen Brandt, op igennem årene, hele tiden har haft en finger på den danske puls, både politisk, det der diskuteres hos danskerne generelt og ikke mindst, hvad der rører på den danske musikscene.
De fleste danskere kan spejle sig i og forholde sig til mindst én sang med tv-2 og da deres album ”Nærmest lykkelig” udkom, var der også en del anmeldere, som syntes dette album lød som et soloalbum fra Brandt, men det var jo naturligvis ikke tilfældet.
Manden sidder jo bare i det lille baghus i Aarhus, går en tur omkring søen, ser lidt News og laver de sange, han synes passer til tidens trend og tager dem med videre sammen med Sven Gaul, Georg Olesen og H.E Lerchenfeldt, som han har gjort det igennem de sidste 30 år.
Fornyelsen og ørehængere
Jeg indrømmer blankt, at jeg har fulgt tv-2 og Steffen Brandt meget tæt igennem de sidste 26 år og jeg tager hatten af for hans sideløbende projekter.
Jeg var knapt fyldt 10 år, da jeg første gang stødte på ham igennem musikken og det var vist den tid, hvor alle musikere mente at det bare kørte, men der alligevel var nogle, som havde det værre i Afrika.
Det var den første gang jeg hørte Steffen Brandt på tv og i radioen, via nummeret ”Afrika” som blev optaget i de hedengangne Feedback studier i Haraldsgade 27, i Viby ved Aarhus.
I 2010 var jeg selv forbi samme sted for at lave kor på et nummer til tv-2’s seneste studiealbum Showtime, hvor Steffen selv ivrigt fortalte om dengang alle de daværende musikere fra 80’erne var samlet selvsamme sted.
Denne gang, i Feedback studierne, var Steffen der med produceren Kristian Vad og guitaristen fra tv-2 og det bekræftede mig i, at der var sket en del med musikken siden 80’erne og nye stjerner var på vej derude, for Kristian Vad havde mægtigt gode idéer med det kor, som jeg var en del af.
Samarbejdet med nutidens stjerner
Steffen Brandt har altid haft og har stadig lyst til at samarbejde med og senere pointere at de nye stjerner var på vej, om så det var på producersiden eller med nye danske sangskrivere.
Han valgte at samarbejde med Tina Dickow, senere med Julie Maria og jeg husker også min interesse for Maria Timm indfandt sig, da hun var med på tv-2’s turné i 2010.
Jeg ved ikke om det var startskuddet til yderligere samarbejde, men UFO og Yepha var også med dengang og sidenhen har Steffen Brandt samarbejdet med en hel del musikere og sangskrivere solo såvel som med tv-2.
Marie Key, var i 2011 med rundt på turné og er allerede i gang med en succesfuld karriere og det går jo også ret godt for Julie Maria, Tina Dickow, Turboweekend, UFO selv og ikke mindst Magtens korridorer, som var meget beæret over at komme med på en duet sammen med hele tv-2.
Pladen og solo, via USA
Steffen Brandt har bare været synonym med den danske musikscene siden 80’erne og det har også resulteret i store duetter og en hyldest, som bare skulle ud og de sidste 10 år har han virkelig vist, at det er værd at kæmpe og gøre sig umage, for så kan man sagtens blive ved i flere årtier.
Han har endda givet plads til nutidens digtere og forfattere og selv medvirket på en forfatters udspil i spoken words-genren.
Op gennem tiden har han medvirket på Voss//Torp udspillet ”Den store lysfest”, som kun lever på vinyl og han har endvidere fortolket sange i 80’erne på vinylen/kassettebåndet ”Vælg selv”, som var en teaterforestilling.
Ingen af delene er desværre tilgængelige på stream, kun duetten med Nanna, men Steffen har virkelig medvirket på mange sange, som han så selv så venligt atter engang giver ud i dag, med de nye kunstnere.
På teatersiden har Steffen Brandt heller ikke lagt sig ned, for han har en vis soulmate i USA ved navn Bob Dylan og han har brugt mange år på en fordanskning af Dylans numre… Jeg gad godt se, hvad han kan med Cash!
Det er både blevet til en række udsolgte teaterforestillinger på Betty Nansen teateret og albummet ”Baby Blue” – Et album, som var en tur forbi Bob Dylans firmament i USA, fordi teksterne skulle godkendes i en fordansket version, men det lykkes og både Bob og Steffen var ret begejstret for resultatet.
Brandt kan noget med sin pen og kan noget med at synge og fortolke. Noget som selv den royale familie mener, er værd at tage med, når de skal uddele priser til nye kunstnere.
Hermed en playliste med lidt af det, som Steffen Brandt har medvirket på og selv har hyldet. Fra mig, skal lyde et KÆMPE stort tillykke til Steffen Brandt med de 60 år (Jeg ved du kan tage det!)
Billedet i denne post tilhører Kim Søndergaard.