Electric Guitars – Mika Vandborg & Soren Andersen

Af Kim Søndergaard

Der var engang en rap plade, som indeholdte linjerne – ”I begyndelsen var ordet og ordet var hos Einar”. Lad mig kraftigt understrege med det samme, at dette ikke er en rap plade, men en vaskeægte rock plade! – Men Søren Andersen og Mika Vandborg har bogstaveligt talt genopfundet samme ordsprog, som nu lyder – ”Vi begyndte på guitaren, holder fast og lader den tale i overflod”.

Den gamle lyd bevares

I det tidlige stadie af planlægningen af dette album, var tanken ifølge de herrer selv, at det skulle være et dogme album, som var optaget på den gode gamle måde med højre og venstre kanal og som hyldede deres store helte. Det er de bestemt ikke afveget fra og det er sågar lykkedes dem, at lokke nogle af deres store danske guitarhelte og venner med på sidste skæring. Mon ikke det går hen og bliver det mest omtalte nummer i nyere tid. Tænk på at i gamle dage måtte numre helst ikke være over 3 minutter, selvom man havde meget på hjerte, for det skulle jo gerne i radioen! STÆRKT træk af både Søren og Mika, for at lave et slutnummer på 10 minutter med alle heltene, som har noget på hjerte.

Electric guitars, lever bestemt op til deres opsatte dogmer hele vejen rundt og de andre 11 skæringer før slutningen på albummet, hylder livet, 70 og 80’ernes idoler fra drengeværelset og den gamle lyd.

Nu gør det heller ikke noget, når de faste musikere fra det spæde guitarevent ved, hvordan kulissen skal bygges op omkring electric guitars from the past. Peter Kjøbsted og Morten Hellborn forkæler henholdsvis bas og trommer på en utrolig fængende måde, uanset hvilket årti, Søren eller Mika drejer sangene hen imod og sammen går de op i en højere enhed.

Idolerne

Det er meget tydeligt, at de to herrer gerne vil ud med noget, som har næret dem i mange år. Derfor besluttede de, at drage ud på landevejene sammen og promovere deres yndlingsinstrument, guitaren, effektpedaler, grej og ikke mindst deres tekniske kunnen. De mente simpelthen, at der manglede mere guitar og rock ’n roll ude i det ganske land! – Projektet blev meget passende kaldt guitarevent.

Begge er jo habile (MINDST!) musikere og har spillet med et hav af forskellige kunstnere, lige fra danske til nogle af de store kanoner fra udlandet. Søren tog sit soloalbum med på landevejen og Mika havde 3 album at plukke fra, men nu er det så blevet til dette fælles og helstøbte album, som er bygget op af riffs og rundgange, som senere fik tekst på og man kan nu sagtens høre hvilke idoler, som har præget Søren og Mika igennem livet.

Der er strejf af puddelhundehår, beatleshår, en smule midterskilning og man fornemmer meget tydeligt energien fra deres inspirationskilder, som Hendrix, Deep Purple, Kiss, over Beatles, Clapton og Dylan.

Det er faktisk ganske interessant, at følge med på hele turen fra drengeværelserne i det jyske og med ud i verden. For den fornemmelse får man virkelig, når man hører denne debut fra Electric Guitars.

Helstøbt album

Samlet set, har jeg ikke en finger, at sætte på dette længe ventede fælles udspil. Personligt får jeg valuta for pengene og der er jo virkelig fokus på økonomi i denne vidunderlige verden! Man skal helst investere sikkert, siges det og Søren og Mika har satset alt, men givet os en aktie, som holder værdien. Har man Søren eller Mikas solomateriale i forvejen, så kan man godt fortsætte med Electric Guitars albummet.

Franz Beckerlee ud af pensionisttilværelsen

Som nævnt i starten, så er et af de mere omtalte numre på albummet, nok sidste skæring – ”Hero Of Mine” – da det er en lang solo med 10 af de guitarister, som har betydet noget for de herrer, men lad nu være med at spole hen til den sang og lyt helt fra starten, hvad enten du sidder med vinylen, eller med din medieafspiller. Det var et must, at de medvirkende havde betydet, eller betyder noget for Søren og Mika og man kan godt høre hvorfor og dogmet holder.

Jeg vil opfordre til, at man sætter sig ned og lytter fra ende til anden, for så kommer man virkelig med ind i en tidsrejse, som måske også har betydet noget for dig som lytter. Der er good vibes hele vejen igennem albummet og man kan virkelig høre, at der er arbejdet igennem og ikke er gået på kompromis med kvaliteten. Lyden bevares præcis, som man kender de to.

Det er herligt, at høre dem folde sig ud med deres venindeguitarer, men der er også plads til et par mere stille numre, hvor volume knappen ikke er skruet helt op. Et af de steder jeg virkelig lagde mærke til det lækre ved Søren og Mikas måde at spille på, var overgangen fra sangen Baby I love You til Horsefly! Det er svært at pille favorit numre ud, for dertil er første indtryk, eller lydtryk om man vil, for stort, men man er ikke i tvivl om hvor der er hentet inspiration fra, når man hører dem.

Vi har absolut, at gøre med et album, med to af Danmarks bedste guitarister, der brænder for det de laver og det er fedt, at de har valgt metoden med højre og venstre kanal, som i de gamle dage og bare giver spaden fuld skrue.

Electric Guitars udkommer mandag d. 9. september 2013 på Target Records.