Lad mig bare sige det som det er. Jeg har aldrig grov afspillet U2 på diverse formater igennem tiden, men har dog mine favoritter, i deres årelange albumparole. Det nye album fra bandets side, fanger mig dog, og mon ikke det er fordi, Bono og Co. endelig er tilbage i deres rette element, som er beatmusikken, med kærlig behandling.

Skattely, min bare!
Bandet har for nyligt, været ude i en sand mediestorm, desangående skattely, men det glemmer jeg ret hurtigt, når det nye album roterer og sender sine beats, direkte udenom stormvejret fra den virkelige Atlantiske verden, og ind i mit hjerte. Dog skal det bestemt siges, at jeg i den grad fanges af den rigtige verden derude, når jeg lytter Bonos flotte lyrik om denne, som sender en ud, hvor det gælder, eller lige der, hvor tingene tager form, eller står på. Bonos vokal står i 2017 rigtigt stærkt, og selvom stemmen fadede lidt med skattesagen, så vil han og U2 det her, og han virker oplagt, samt endnu mere oprigtig i sit udtryk, på albummet Songs Of Experience. Naturligvis er Bonos stemme meget karakteristisk, og man er aldrig i tvivl, når man har ramt et U2 album, eller en populær sang. Det er slut med indpakning fra deres zoologiske tid, og nu står Bono igen skarpt. Jeg synes det har haltet lidt, i de senere år, men denne gang betager stemmen mig så absolut! Teksterne er spot-on, og han har virkelig fået vokalen sat lige der, hvor han hører til. En stemme til stemmen, og så skidt med det, der ellers altid er andre, der forsøger at undgå. Du er næsten tilgivet Bono, især fordi du arbejder for det!

Bundsolidt band
Vil man U2, og det vil jeg rigtigt gerne denne gang, så er det oplagt at begynde lige her, hvis man ikke har lyttet til et helt album, med det irske band. Det er bundsolidt, og hvor det måske før har været Lawrence (Larry) Mullen bag trommerne, og The Edge på guitaren, som styrede lydbilledet i form af effekt-belagt rockmusik, eller feedback om man vil, er det denne gang værd, at smide stor opmærksomhed på bassist Adam Claytons storladne boost, som vibrerer og banker skønt, på en stor del af albummet. Det er så magisk og fedt, at man næsten får lyst til at spille bas! Men generelt set, er hele lydbilledet fra U2 genopfundet på Songs Of Experience, og alle bandmedlemmer, får deres velkendte, markante, og samtidig genfundne lyd, spredt fedt ud til lytteren. Det er stærkt, og det er velproduceret.
Pladeselskabet har ramt godt, da de droppe singleudspillet, Get Out Of Your Own Way, men der er mange flere store og sprudlende lydbilleder, samt maleriske musikalske øjeblikke, på dette album. Tjek for eksempel sangen Red Flag Day, hvor det med bassens arbejde høres meget tydeligt, og samtidig er den pakket skønt ind, med ny glæde, i resten af U2 universet. Sangen The Showman, må være min absolutte favorit, for det er så enormt gennemført, sammenspillet, og yderst nærværende, og så kaster sangen muligvis også lige en smule kærlighed af, til forbillederne, der engang huserede i en anden havneby, lige ovre i nabo ø-riget. På denne sang,  står Bonos sang ultra skarpt. U2 bomber os denne gang, fyldt med stor musikalsk præcision, og det smitter.  Der er simpelthen bare styr på det, i det irske, ihvertfald, når det kommer til musikken.