Der er gået hele 7 år, siden bandet tv-2 udgav et nyt longplay album, og mange havde muligvis dømt bandet færdige med studiealbums, men nu er albumtørken ovre, og bandet synes bestemt at have mere at sige. Som Om Vi Ikke Har Mere At Sige, er bandets 20. studiealbum! og der er helt bestemt stadig en masse mere at sige, og gøre ude i den store virkelighed.

Du læste rigtigt! Bandet er klar med deres 20. studiealbum, og at dømme på hele energien i albummet, så har der været en masse at fundere over, og muligvis finde frem fra kassen med håndskrevne noter, i den ventetid der opstod, imens der var tæt trafik i Herning. Ventetiden er ovre, men bandet har bestemt heller ikke siddet og ventet, men betragtet verdensituationen, og mon ikke der endda kunne tilknyttes endnu en sang eller to mere på albummet, i den verden vi lever i. Der er sket rigtigt meget, siden verdens lykkeligste mand stod med sin hund og spiste is i fællesskab en sommerdag ved stranden, og kiggede op på månen. Verden er vidunderlig, og verden og kongeriget skifter hænder, imens uret tikker og hjertet banker. Der skal stadig reflekteres og kæmpes, og derfor synes dette album endnu mere aktuelt, lige præcis nu.

Det handler ikke bare om kærlig og ironi, hvis man lytter mellem linjerne, men også om alvoren derude. tv-2 rammer igen hovedet på det spinkle håb, som korthuset er samlet med. Bare det hele holder! Det ramler derude, men det har absolut ikke ramlet for bandets forsanger, som nok råber ulven kommer, men at man også skal huske at nyde tilværelsen, og også stoppe op, og tænke sig om. Eventuelt kunne man også tage sig sammen, på mange måder. Brandt har atter formået, at samle en stor håndfuld sange, hvoraf nogle er klassisk godt Bandt’sk håndværk, og andre igen overrasker denne gang, og bider sig fast. Kan man virkelig have mere på hjerte efter 50 år i sangskriverens hemmelige værksted? Bliver det ikke bare det samme og det samme? Svaret er et simpelt nej, men naturligvis er nogle sange på dette album stærkere end andre. I sin helhed rummer alle 13 sange dog overraskelser og et yderst skarpt sprog, imens nogle er genkendelige. Brandt kan stadig røre og give let gåsehud, på en måde som kun Bob Dylan kan det, derovre bag Grønland, og det er altså stærkt og fungerer stadig stærkt på dette, måske bedste album, i nyere tv-2 tid. Der er også plads til nyfortolkninger, og strejf af lærkens smukke sang.

Som om der ikke er mere at arrangere

Man kan absolut ikke komme udenom, at arrangementerne, melodier og ørehængere fylder en hel del på dette album, som muligvis kan virke en smule storladent ved første lyt, men samtidig på visse punkter er helt og andeles i rette gear, som en velsmurt Toyota. Det er 110 procent i orden, det er livet, og det kan kun blive endnu bedre, når albummet forhåbentligt går live til sommer, og sandsynligvis til de tre udsolgte arenakoncerter i København og Aarhus. Hans Erik Lerchenfeldt vrider virkelig gåsehudsfremkaldende, solide, og saftige akkorder og soloer, samt slide ud af guitaren denne gang. Man må ikke overse, hvor god manden er på sit felt, og hvor engageret og arbejdsom den mand er. Georg Olesen bliver bare mere og mere solid, eller også har han fået mere plads gennem årene. Der er så mange fine elementer i måden han altid har håndteret basguitaren i bandet. Fra de unge år og op til nu, er der kommet mere og mere leg ind i rytmebassen, som på dette album får et hak op, uden at være for meget. Olesen elsker sit job, må man bare konstatere, og han deler rundhåndet ud på alle bånd. En bas er ikke bare en bas, hvis læseren ikke skulle vide det. Vil man vide mere, så lyt endelig med, og giv mig ret.

Sven Gaul, har desværre ikke kunnet spille trommer i de senere år på fuld tid, så der har været vikar tjans på koncerterne de seneste to somre, og det har også betydet, at der (så vidt vides, red) for første gang, siden debutalbummet med Toyotaen, er en vikar bag trommerne på enkelte sange. De fleste af de 13 sange er dog med Sven Gaul bag trommerne, men afløseren Lars Wagner gør det også ganske udemærket på få sange. Uden at have nærstuderet og gennemanalyseret dette faktum, må undertegnede dog sige, at man faktisk godt kan høre hvem der er hvem. Wagner gør det fedt, men det er skønt at vide, at Sven har været fit til at indspille. Der er absolut klassiske kendetegn, men også endnu skarpere rytmer denne gang. Der har været tid, og ideer på række, lyder det til. Om det er derfor tv-2 er gået helt vildt lækkert og nyt til trommemaskinerne denne gang, eller om de synes de vil se tilbage, nu de har mere at sige, må være op til lytteren at vurdere. Jeg synes det er super, og det klæder bandet med dette callback, eller hyldest til fortiden, eller bare den perfekte energi til at sige og ville mere. Pladen er bestemt også skruet sammen, så man kan høre og ane for og nutid, og man aner atter engang et par nye velpolerede værktøjskasser fra producerne, som tv-2 igen har spredt ud over albummet. Jeg var enormt begejstret over sidste album, Tæt Trafik I Herning, og måden Greg Walsh producerede dette, som var det September ’85, men at tøjlerne er givet videre denne gang, det kan bestemt også noget.

tv-2 har bestemt mere at sige, både i fortiden, men også til fremtiden. Spørgsmålet melder sig bare mellem linjerne, om det her var finalen, men det er nok bare fordi det hele står så eftertænksomt i linjerne.

Læs også, hvordan det lød for 7 år siden, da Tæt Trafik i Herning udkom