Det spøger igen fra Island, og denne gang er det ikke skummel vulkansk aktivitet vi snakker om, men en flot musikalsk pige ved navn Tina Dickow, der er aktuel med nyt, og kommende danske koncerter. Hun har været ude med nyt album i et stykke tid, og det modnes virkelig ved mange gennemlyt. Albummet bærer titlen Fastland, og det er som om, at det vender lidt tilbage til hendes musikalske og tidlige rødder.
Stærke sange
Man kommer ikke udenom, at man i Tina Dickows sange, altid har fundet en søgen, eller en længsel, og på dette album er det som om, rodløsheden stadig spøger lidt, men ikke er nær så meget i fokus mere. Uanset hvad, så rummer det yderst stærke historier og fortællinger. Sangene er bestemt med stærkt indhold, og man bemærker slet ikke, at hovedpersonen har haft en skriveblokering op til dette albums tilblivelse, for det er som om, at Dickow aldrig har været væk. Det er svært at udpege bestemte sange, hvor jeg bare lytter helt vildt meget efter, og kun husker lige netop disse tekster, for der er nemlig rigtig mange lækre og gode sange på Fastland, som er skrevet lige i den ånd, som man kender sangerinden for. Mit yndlingsalbum med Dickow, vil altid være In the red, men dette hægter sig fast, ret tæt på. Skriveblokeringen er ingen hindring, for sangene er tilstede på fornemste vis, og er lige i ånden fra “de unge år” – Det er fedt, for jeg elsker stadig den periode, for de billeder der bare blev skabt i sangene. Senere var jeg lidt væk, men nu er jeg bestemt på igen!
Musikkens magt
Der er ingen tvivl om, at Dickow og den yderst musikalske islandske mand, har arbejdet hårdt i kælderen på vulkanøen. Den faste partner privat, kan virkelig også holde Dickows musikalske univers på plads, og samtidig har jeg en tendens til at tro, at han også er en af de bedste sparringspartnere, når de arbejder i det musikalske maskinrum. Der mangler intet, og modenheden er såmænd også med, når det hele er blevet orkestreret. Jeg er vild med det, og jeg er vild med hele måden, som albummet er pakket ind. Jeg vil mene, at det dansk/islandske par, tenderer til, at være en slags Cash, bare i nordisk udgave, og still going strong. Man må så også give den credit, at man sagtens kan høre, der er musikalske inspirationskilder indlemmet, samtidig med, at Dickows signatur fastholdes, og guitaren bestemt ikke er lagt på hylden. Samtlige sange er komponeret fedt, og lyder virkelig velovervejede. Det har taget tid, men det lever. Det er så skønt!