Egentlig var dagen fyldt med indtryk og spændende nyt. Nyt i den forstand, at jeg glædede mig til, at stifte bekendtskab med to vidt forskellige genrer, ud i musikken. Nyt vs. de ældre generationer. Det er Ellie Goulding og Faith No More et ganske fint eksempel på, og de var værd at vente på.
ELLIE GOULDING
er ny for mig, men naturligvis ganske hypet over det meste af verden, og hos stampublikummet. Det kunne man da også godt se på Tinderbox i Odense, hvor mange fans havde taget vejen til Odense, fra alle dele af landet. Det var mest det yngre publikum, der havde kæmpet sig op foran den røde scene,og som nu skulle være vidne til elektronisk popmusik, serveret live, nu og her. Der var en vis spænding omkring Gouldings optræden, for hun var dagen før, faldet på scenen, og havde ryg og nakkesmerter, men besluttede at gennemføre Odense showet. Hun var vist lidt tynget af smerterne, for enkelte gange stod hun lige og trak lidt på hovedet og strakte ryggen, og det var ikke i takt med orkesteret, som hun ellers fulgte godt med, og hypede flere gange undervejs.
Når elektronisk pop skal spilles live, kan man have en vis forudtaget holdning, men faktisk synes jeg Goulding, og især bandet, skal have kæmpe ros for lyden og det levende aspekt, når musikken spilles live. Det var live nu og her, og hun havde bestemt fundet nogle virkelig fede musikere og korsangere, der gav hele koncerten et stort løft. Musikken kom ud, og det samme gjorde Ellie, der endda gav den som trommeslager under sangene, som virkede lette og elegante, men med smæk på! Det var ikke til at se, at hun havde haft et lille uheld dagen før, for Odense fik en aktiv og strålende sangerinde at se. Hun elskede Odense, men skulle lige føle fyn lidt an. Sangen Love me like you do, fik nok dagens største bifald og jubelråb med, men det er jo også gennembrudshittet. Jeg ville ikke have noget imod, at se Goulding igen. Det er fed Popmusik, når det virker og spilles lige nu og her!
FAITH NO MORE
Man kender jo sangen, Easy, som i sin tid, var et kæmpe motown hit, skrevet og sunget af Lionel Richie, men faktisk har Faith No More også haft et kæmpe hit med den sang, tilbage i 90erne. Det var med det udgangspunkt, at jeg overværede denne koncert, ved Tinderbox på blå scene, og det fejlede ikke. De har absolut et kæmpe, varierende bagkatalog at tage fra.
Det Californiske hardrock, pop, jazz og funkorkester kan endnu, selvom de har levet en knapt så easy tilværelse igennem tiden. De kombinerer de førnævnte stilarter og inden man ser sig om, går de fra pop til hardcore metal. Det var det, som gjorde dem gode denne aften i Odense, og det var det, som publikum elskede ved dem. Hvor mange af de trofaste fans, som var helt oppe og ringe foran scenen vides ikke, men der var bestemt fyldt op, og det meste af pladsen jublede med, når Odense blev tilspurgt, om de ville tage imod mere og det ville de, på bedste karismatiske måde, gerne. Det var lidt spøjst i Odense, for jeg kunne ikke lade være med, at tænke på danske Nik og Jay, da hele scenen var pakket ind i hvidt og fyldt op med blomster, især ude på scenekanten. Dette har Nik og Jay jo benyttet en del. Gad vide, hvad det her ender med, tænkte jeg meget tidligt, for det lignede en krydsning af en Beachboys koncert, som skal gøres storladen, som netop Nik og Jay vil det. Det blev det såmænd også, og jeg var positiv overrasket, hvorpå de herrer i Faith No More, kunne forene metalrock med flowerpower, bedekrans halskæder og hvide afslappede bomuldskitler.
Den karismatiske forsanger, Mike Patton, kan noget med stemmen og publikum. Han er ikke den oprindelige stemme i Faith No More, men formår at holde det aldrende, hippieagtige, band i live. Dog skal nævnes, at alle mand, leverer en fælles præstation, som selv et Mercedes formel 1 hold, kan være misundelige på. Da de først lagde fra land, gik det næsten kun en vej, og det var frem og ud på pladsen. Den store scene, blev hurtigt forvandlet til en super iøjenfaldende og blændende mosaik, da scenerøgen indfandt sig, blandede sig med lyset, og tonerne. De som har set Roger Waters og Pink Floyd ved, hvordan disse ting kan flyde sammen, så man bliver opslugt af hele enheden. Da showet kom rigtigt igang, fik man fornemmelsen af at stå lige midt i en lomme, der i skoven, og blive forført af for og nutidens mange historiske øjeblikke. Man fulgte med, når der blev sunget til os, og skulle man døse hen, så fik man lige en lussing tråd! Det er det de kan i Faith No More – De skaber en stemning, som overrasker en, og inden man ved af det, så har minutviseren på uret, faktisk kørt halvanden omgang, og ledt os tilbage til nutiden. Og så nævnte de flere gange, hvor trofaste folk var, da dagens store regnvejr satte ind under koncerten, og det var de!
