Af og til må man gerne dvæle ved fortiden og dykke ned i sin pladesamling
på reolen, eller evt. bare genfinde et par gamle tracks på sin afspiller, eller
streamingtjeneste, hvilket jeg netop har gjort.

Jeg har valgt et par kunstnere, som måske ikke ligger lige for her i Danmark, men
som faktisk begår sig ret godt ”Ova’ there”, selvom de ikke har de store penge i
ryggen. De burde spille mere i Danmark.
Derfor skulle der også laves en Spotify liste, for de fortjener det.

Alt ved det gamle

Som det står skrevet på vores hjemmeside, så lytter jeg gerne til både dansk,
engelsk og amerikansk musik og holder godt øje med det, jeg har lært at kende
over noget tid, udover det helt nye som dukker op. Men lad mig blive ved noget
af det ældre.

Jeg nyder faktisk, at følge 3 bands og artister, som hele tiden rører på sig i
USA, men desværre ikke rigtigt kommer til Danmark.

Det ene er netop gået i studiet og de to andre har enten solo eller med band,
travlt med at turnere og arbejde på nye sange.

I mine øjne, er de et lyt værd, fordi de lægger vægt på den gamle lyd og som
udgangspunkt ikke pakker tingene ind i alt for mange effekter og hele tiden
bevarer deres udtryk.

De bruger selvfølgelig effekter, men sangene fra disse kunstnere kan
spilles uden brug af 220 volt!

Thomas Nicholas

Jeg stiftede bekendtskab med Thomas Nicholas i Det Bruunske Pakhus i
Fredericia, hvor han, iført sin Gibson, varmede op for selveste Mr. Chris Barron
fra The Spindoctors, som var på turné med hans egne sange.

Eller det passer ikke helt, for de var på tur sammen og Thomas spillede først og
indgik senere i Chris Barrons show.

Normalt begår Thomas sig i sit eget band, kaldet Thomas Nicholas Band, men
her var han solo med sin guitar og begge turnerede faktisk over 2 uger her i
Danmark.

Siden har Thomas desværre ikke givet koncerter i Danmark, men det er blevet til
en håndfuld i England.

Han er en meget habil sangskriver med god teknik på guitaren, som han
formår at formidle på en lækker og uformel måde.

Udover at spille guitar, så spiller han også med i en del Hollywood film og nok bedst kendt fra American Pie-filmene. Solo har han udgivet albummet ”Without Warning – Acoustic”.

Rocco DeLuca

Første gang jeg stiftede bekendtskab med Rocco DeLuca var på Club Spaceland i Silverlake, Los Angeles – ja, den club fra filmen YES MAN!

Dengang var han ganske ny i branchen og faktisk under vingerne på Kiefer
Sutherlands pladeselskab, Ironworks music.

Omgivelserne kunne ikke have været bedre. Mørke vægge og blåsølvfarvet fløjl
som scenetæppe og kulisse og dæmpet lys. Han havde en del musikere med, men
stod i spidsen med sin slideguitar og sine sange og det fangede mig virkelig. Lidt
sydstatsagtigt, men med noget på hjerte for hele de forenede stater.

Ved samme lejlighed solgte han sine 2 nyeste sange, brændt på en disk uden
label. Den var indpakket i brunt genbrugspapir og samlet med hæfteklammer, så
det udgjorde et cd cover.

Sangene er melankolske, men meget catchy og han holder ved en tradition,
som er lidt overset og jeg elsker hans lyd og tekster.

Desuden ynder han at færdes og blive inspireret af hjemløse, uafhængighed og
oplevelser i naturen. Han er bestemt et lyt værd, på godt og ondt.

Honey Honey

Bandet er i disse dage i studiet, for at indspille et nyt album, som skulle bringe
dem rundt i USA og England sammen med Jake Bugg.

Jake Bugg har netop besøgt dette års Roskilde festival, så hvem der er størst
herhjemme, må man jo selv afgøre, men de passer nu meget godt sammen og
ligger i samme genre.

Man kunne jo også sige, at Honey Honey burde sendes hen over Nordsøen og
lige smutte forbi Danmark, men selvom jeg har snakket med den ene halvdel af
Honey Honey, Suzanne Santo, så er det vist hverken lykkedes dem eller jeg, at
overbevise arrangører om, at de faktisk fortjener en plads på et spillested eller
en af næste års festivaler her i landet.

Seneste udspil fra Honey Honey, hedder Billy Jack.