Ny EP fra John Mayer

Af Lars Petersen

Tilbage i maj lavede vi en podcast om John Mayers nyeste album ”Born and Raised” og nu har den gode John Mayer altså valgt at smide en EP på banen i en såkaldt iTunes Exclusive, dvs. at du kun kan købe den via iTunes.

Skuffende niveau

EP’en hedder “The Complete 2012 Performances Collection” og indeholder mest sange som også findes på ”Born and Raised”, men her er det akustiske udgaver. Den slags plejer at være kræs for mig, men jeg er ikke helt hooked, må jeg tilstå.

Det er som om han keder sig lidt i nogle af de akustiske udgaver, for der eksperimenteres med vokalen. Den slags kan sagtens være godt, men på især Queen of California synes jeg desværre John Mayer skyder ved siden af. Til gengæld er Something like Olivia overmåde ørevenlig.

Indhold

Udover de fire akustiske sange (Something like Olivia, Queen of California, Speak for me og Shadow days) er der også blevet plads til en ny sang. Den hedder ”Go easy on me” og det virker som noget overskudslager fra ”Born and Raised”, der er smidt ind for at lokke folk til at købe EP’en.

Akustiske indspilninger – eller noget der er meget tæt på – er ikke ukendt territorium for John Mayer. Tilbage i 2006 udgav han nemlig ”The Village Sessions”, som i min optik er noget af det ypperligste han har lavet.

Anbefaling?

Normalt plejer jeg bare at sige ”KØB KØB”, når det drejer sig om musik fra John Mayer, men denne gang er jeg lidt mere forbeholden. Er du fan, så køber du nok denne EP uanset hvad, men kender du ikke så meget til John Mayer, så vil jeg anbefale at du starter et andet sted. Det kunne f.eks. være med ”The Village Sessions”.

Ny podcast: John Mayer – Born and Raised

Vi er tilbage! Kim og Lars har taget endnu en snak om et album. Denne gang om John Mayer. Og i finder podcasten sidst i denne update.

Efter noget der ligner et års stilhed på podcastfronten tager vi nu igen hul på posen. Vi gennemgår John Mayers 5. studiealbum Born and Raised. Det udkommer 22. maj 2012.

Der har længe været meget stille omkring John Mayer. Under tilblivelsen af det forrige album Battle Studies kunne alle følge med i John Mayers gøren og laden via Twitter, men da han følte at han var blevet afhængig af at tweete valgte han helt at nedlægge sin twitterkonto. I et snuptag sagde John Mayer farvel til nem kommunikation med ca. 3,5 mio. fans.

Er der så sket en udvikling i John Mayers musik? Ja, det virker det absolut til. Giv vores podcast et lyt, hvis du har lyst til at vide mere.

Har du kommentarer, er du mere end velkommen til at give os et praj.

Lyt med herunder eller på speaker.com