Man kan sige meget om de gamle drenge fra de internationale scener, men der er ikke mange af dem tilbage fra dengang, hvor man satte sig ned i Nashville med guitaren og mundharpen og skrev en simpel sang om frihed, retfærdighed og religion, men et af de få tilbageværende gamle ikoner kiggede alligevel forbi Falconer salen i København, nemlig Kris Kristofferson, som på denne Europa tur også har sin datter med på scenen.

Ikonet

De fleste kender nok Kris fra hans egen musik og fra The Highwaymen, hvor Kris engang stod
side om side med hans livslange ven Johnny Cash, men ellers er Kris faktisk uddannet i den
amerikanske hær som helikopterpilot og højt dekoreret general.

Mange kender ham måske også som Martin ”Rubber Duck” Penwald, fra filmen Convoy, som nærmest er
blevet kult for mange af landets chauffører.

Kris ville noget andet end hæren, så han tog guitaren på ryggen og flyttede til Nashville for
at fokusere på musikken, for han havde noget på hjerte og er blevet et ikon for mange yngre
sangskrivere igennem tiden.

Selv her i Danmark, ser man en lille tendens til opblomstring af denne type fortællende musik,
fra unge sangere og sangerinder og det er dejligt at kunsten ikke er glemt.

Ja man henledes såmænd også til at tænke på Poul Krebs og Michael Falch i denne
sammenhæng. De gør nøjagtig det samme som Kris og ifører sig også af og til mundharpen og
giver ud af deres eget liv og det er altså en fed måde at opleve fortællekunsten på.

Publikum gik i sort

Mange var mødt op i en næsten udsolgt Falconer sal, iført cowboyhat og sort tøj og en lille
halv time før koncerten rullede en stor sort Caddilac limousine op på Falconer
Allé, for når et gammelt amerikansk ikon som Kris er i byen, så skal den amerikanske
ambassadør i Danmark da bestemt også til koncert.

Det var tydeligt at Kris Kristofferson mest henvender sig til det mere modne publikum og han
har absolut stadig en stor fanbase her i Danmark, hvilket også allerede kom til udtryk, da den
76 årige sanger entrerede scenen alene, med sin gibson guitar, mundharpe og en energizer
drik, imens hele salen brød ud i spontan jubel og piften.

Der er en mening med det

Falconer scenen, med det store bagtæppe, virkede denne aften, som værende meget stor og
det var i starten lidt svært at få øje på magien, men den kom lidt efter lidt.

Kris og publikum skulle vist bare lige se hinanden lidt an efter nogle års fravær, men der var ingen tvivl om, at de trofaste fans og aftenens hovedperson kendte hinanden rigtigt godt og det varede ikke mange akkorder på guitaren, før man hørte stemmer spredt rundt i salen, synge med og klappe og Kris så ud til at nyde øjeblikket, selvom han tydeligvis var ramt af en slem forkølelse.

Som manden selv sagde: ”Tænk i har betalt så mange penge for at komme og se et gammelt
røvhul stå og pudse sin næse” og her kvitterede publikum igen med store klapsalver og jubel.

Men det hele giver alligevel mening, for han beviste at han elsker at stå på en scene og levere
sine mange historier også selvom han ikke helt er på toppen og det ser ud til, at det bare
driver manden og hele tiden har gjort det at være en evig troubadour.

Lys i mørket

Denne aften var der vist også en del, som havde indløst billet for bare at nå at opleve Kris
Kristofferson, inden han måske stopper sin lange karriere og disse personer skulle vist lige
hjælpes i gang, men det var som om, at det ikke blev så svær en opgave for Kris, da han havde taget sin datter Kelly med.

Showet var delt op i tre dele og i den midterste del, fik Kris besøg af Kelly og
hendes banjo og de klædte hinanden rigtigt godt på Kris’ duetter, imens de eller så fastlåste
lamper på scenen, fik et andet skær på bagtæppet og flyttede sig lige så stille bagved far og
datter.

Det var som om, at det signalerede lidt mere gang i den og fik koncerten til at lyse en anelse
mere op og samtidig fik de til tider mørke og dystre sange til at blegne en smule i den store
Falconer sal og da Kelly forlod scenen igen var der lagt op til en række af de mere kendte
sange fra bagkataloget og det var tydeligvis også den sidste del, der bar koncerten hjem.

Et livsværk

Det er meget tydeligt, at Kris Kristofferson har masser at fortælle endnu og manden har
tydeligvis været igennem alle facetter af livet. Sætlisten bar da også et vist præg af, at være
formet som en slags greatest hits, eller de vigtige momenter fra hans liv, kan man vel kalde
det.

Det var tydeligvis en aldrende musiker, fra dengang i Nashville, som stod på scenen og
stemmen er ikke hvad den har været, men når man har sunget i så mange år og tilmed er
forkølet, så skal man altså give manden en chance.

Det gjorde publikum bestemt også og da han havde givet de forventede 2-3 ekstranumre, ville publikum heller ikke slippe ham og kastede sig nærmest op til scenekanten, hvor Kris venligt og stadig iført sin guitar, gav sig tid til at hilse på, give hånd og få taget billeder, som en anden rock star, imens hele salen stod op og bar ham af scenen med store klapsalver.

Danmark har bestemt ikke glemt Kris Kristofferson. Han har heller ikke glemt Danmark og
publikum fik, for det meste, hvad de kom efter og han kom hele vejen rundt om livet, som alle
kan spejle sig i og det er også det der bærer Kris, som ikke er verdens bedste guitarist, men
det skal en ægte spillemand heller ikke være, når det er den gode historie, som skal være i
fokus.

Skulle han have haft et backup band med? Her er svaret NEJ! For man kan godt mærke at Kris
på sine gamle dage, bare gerne vil synge og fortælle sine historier, som den troubadour han
nu er født til at være og der var faktisk, overraskende nok, heller ikke meget snak imellem
numrene, måske grundet forkølelsen.

Det var bestemt en aften med gode historier, som sange skal være og var det en roman, havde
titlen været ”Mit livsværk, på godt og ondt”.