PRETTY MAIDS – Louder Than Ever

Der er gang i 30 års jubilarerne i den danske rock branche for tiden, hen over forskellige genrer. Senest tv-2, D-A-D og så lever det gamle Horsens baserede band Pretty Maids, faktisk også i bedste velgående og har passeret stregen.  Og netop Pretty Maids er nu klar med et delvist nyt album, som kommer til at bære titlen, Louder Than Ever.

Delvist, fordi dette album vil rumme en DVD og 8 genindspillede numre fra den efterhånden storslående karriere og sidst, men ikke mindst, indeholder albummet 4 helt sprit nye numre! – Der er bestemt sket meget, siden sangen Please Don’t Leave Me udkom.

MODERNE, MEN YDMYGT

Der er ingen tvivl om, at drengene i Pretty Maids  leverer nostalgi på dette album. De nye sange imponerer virkelig og holdbarheden og nostalgien fra dengang i 80’erne lever videre og holder bestemt med opdateret lyd.  De genindspillede sange er dog fra 90 og 00’erne og er ganske godt skruet sammen og de tager slet ikke skade af at blive pudset af og shinet op.  Der er stadig plads til lyden af metal bas, lyden af, hvordan man skal forestille sig en guitar skulle lyde dengang, men nu med en snert af moderne effektpedaler og andet udstyr, som lige giver spaden en ganske fin og udholdende lyd. Det er på ingen måde synd, at disse 8 sange er moderniseret på bedste vis af bandet og Volbeat producer Jacob Hansen.  Jacob har på fineste vis, fundet (Eller genfundet?) lyden af Pretty Maids og jeg tror ikke jeg fornærmer nogle af parterne, hvis jeg siger, at det klæder bandet og de gamle sange rigtigt godt, at Jacob har sammenbragt lyden af Volbeat og Pretty Maids på dette album.   Man fornemmer nemlig et lille skud af førstnævnte band hele vejen igennem, uden at det bliver for plagieret, eller uoriginalt.  De som kender de  gamle sange fra dette album, kan ikke være i tvivl om, at der er pillet ekstra på knapperne her i 2014 og for de hardcore fans vil der absolut ikke være nogen tvivl – Måske hælder de fans mest til originalerne, men kommer nok til at overgive sig til de nye fortolkninger – Bare vent og se!

BRÆNDSTOF FOR PILGRIMME

Navnet Pretty Maids, klinger nok for mange, selvom de i nogles øjne måske ikke lige umiddelbart, har gjort den store figur under hjemlige himmelstrøg. De lever nu i bedste velgående og har ikke lagt sig ned i de senere år og har fået plads til 4 sprit nye sange på Louder Than Ever, specielt skrevet til dette album.  Kommer de så højere end nogensinde, stormer de frem som et andet boyband, der stadig ikke helt kan slippe de gamle dage, eller forbliver de bare det Pretty Maids er?  Svaret er JA til det sidste og det er faktisk fedt at lytte til de nye sange.  Der er dømt Pretty Maids overalt på disse nye sange, som holder fast i bandets gamle traditioner. De supplerer faktisk de gamle sange rigtigt godt, samtidig med at de tilfører lidt ekstra energi, som fuldender dette album. Bandet går direkte ind og tilfører ny og ekstra forsyninger af brændstof til de pilgrimme, som gang på gang har lyttet med siden starten og som stadig også kommer til koncerterne. De har af og til holdt en pause fra rampelyset i en rum tid igennem 90’erne og op til nu, men de lever og brænder stadig for det og de er dedikerede helt tilbage til de gamle rødder fra Østjylland og Horsens. De har endda udgivet album og spillet mange koncerter de senere år.  Der har aldrig været tale om en opløsning, men en slags standby knap.  Der er nok en mening med udgivelsen af dette album og jeg mener at kunne høre det.  Producer Jacob Hansen og Pretty Maids, har flyttet et par kabler, sløjfet standby knappen og udskiftet den med en Launch knap! Og med ordet launch, får jeg altid billeder af de gamle amerikanske rumfærger i mit hoved, hvor en masse energi bliver frigivet og det kan man såmænd sagtens overføre til dette album.

Louder Than Ever, udkommer fra Target Group, fredag d. 21 Marts 2014