Jamen er det ikke, jo det er da så! Sådan skrev jeg sidst, da vi stødte på sangeren Thomas Ulrik Larsen, som netop nu er klar med næste album i rækken, under navnet LYSÅR. Der er gået et par år, men Thomas har stadig meget at berette og det fornemmer man tydeligt på det nye album, Teknisk Knockout. Man kender ham fra mange sammenhænge, og man kan godt høre, at der brændes for historien og for at fortælle.
TEKNISK KNOCKOUT, KÆMPE SLAG!
Lad os starte med den tekstmæssige del af dette nye album. Vi har helt sikkert rykket os siden sidst, men vi kommer stadig hele vejen rundt. Det er som om, at man i disse år, stille og roligt, har genopfundet protestsangene fra 60’erne op til og ind i 70’erne, og det høres også på dette originale udspil. Med originalt menes der, at det skrevne og budskabet den dag i dag også kommer ud som det skal, og der ikke stilles små uskarpe definationer og bortforklaringer op, når der tales. Det gjorde der heller ikke dengang, for her hjalp Thomas forgængere og inspiratorer med præcis det samme, hvis toppen af kransekagen blev for høj til, at dem på gulvet overhovedet kunne få et stykke. Thomas mener det virkelig. Han mener det præcis som han gjorde det sidst, på albummet Frontfigur På Orlov. Man skal ikke rende om hjørner med det hele, selvom man gerne må drømme og håbe og krydse klinger. Vi har vel alle brug for en opsang i ny og næ, men det har siddende regeringer og diverse beslutningstagere også. Vi skal have tingene til at hænge sammen, og kan de ikke det, så er det altså iorden, at man råber op og kommer med sit indspark. Måske vinder den lille kampen, men det slider tit. Der er såmænd også plads til andre emner, og de mere jordnære historier, som ikke er lysår væk fra danskerens hverdag. Balancen er fin, og man bliver faktisk sendt direkte til tælling flere gange undervejs, med de fine gennemtænkte tekster, som bla. henvender sig til reformer, reformer og atter reformer. Han har for længst meldt sig ind i klubben for finere sangskrivning, men det hørtes allerede på det forgående album. Inspirationen fra Kim Larsen og de andre gamle gutter, som min egen favorit Steffen Brandt, bæres med stil, på helt egen personlig måde.
BEATS, BANK OG ORGANISERET BALLADE
Musikalsk set er der også sket en del, uden at LYSÅR mister sit velklingende varemærke. Der er flyttet rundt på en del af det rytmiske univers, men uden at man bliver forvirret. Det starter stille, ender ude i tovene, og falder så ned igen. Det er sq lækkert og gennemført. Jeg kan godt lide, at man tør eksperimentere, men samtidig holde ved det man er og det man vil. Det må godt være stille og det må godt være vildt, og stiller man sig midt i det hele, så kan man mærke, hvordan man bliver fanget og suget med, som i et andet tropisk lavtryk. Forestil dig, at du står på en tropisk kyst, hvor luftfugtigheden stille og roligt stiger, og uvejret ligger og venter. Det er flot og stille vejr, med indtil flere lyn langt væk. Det hele kommer tættere på, og pludselig falder trykket og går amok i et inferno af troperegn, lyn og blæst, som flår palmebladende op i vandret stilling. Sådan vil jeg metaforisk beskrive lydsiden af dette album. Musikerne kan deres kram, og dem er der igen mange af, til stor fornøjelse for lytteren. Der er stille pop, ballader og der er rock til alle skuffer, og alle instrumenter får plads hele vejen igennem albummet, Teknisk Knockout. Thomas selv, med sin guitar og alle de andre medvirkende musikere, får lov til at springe ud fra højdedragene, og sprede de store vinger. Her er ingen slinger i valsen, og det er organiseret ballade. Hele holdet, inklusiv produceren, har beholdt LYSÅR intakt, men brugt basisvaren til at koge en kulinarisk ny ret, til det musikalske menukort. Det kan godt være det stormer, men det kan være så smukt, især når alt står endnu når det er ovre. Så kan man tænke tilbage på begivenhedernes gang, med smilet intakt og oplevelsen rigere. Jeg er klar til endnu en storm – Bare kom an!
