Jeg er så træt af Simon Kvamm! Ikke fordi jeg personligt har noget imod ham, for han er en flink mand med åbent hjerte, men fordi han igen har fået min fod til at vippe konstant, i form af hans nye album Vandmand. Soloalbum debuten udkommer idag, og trækker i mange forskellige retninger.
HVERDAGSMENNESKET
Som jeg i overført betydning skrev i indledningen til denne albumomtale, så er jeg atter engang blevet revet med ind i en verden, hvor multitalentet Kvamm har sin dagligdag. Han har forlængst overbevist mig om, at han er et multitalent, som man sagtens stadig kan blive overrasket over, på en virkelig positiv måde. Han har forhåbentligt meget mere på hjerte endnu. Simon Kvamm står for mig, som en ganske genial formidler af de daglige pligter, gøremål og de tanker man jo egentlig nok slås med, når man lige ser ind i sig selv. Det gælder også på dette soloalbum, der måske endda er det mest ægte og tætteste vi kommer på ærligheden, og sådan set også lidt, med hensyn til det med kærligheden! På dette album fra vandmanden Kvamm, krænger han forholdsvist sin egen sjæl og tanker ud, og godt nok har han forberedt os i en rum tid, og drypvist lagt lidt af hans solodebut op på Spotify, men når man lytter hele albummet i sin helhed, sidder man tilbage med en lykkelig fornemmelse, en let undren, og eftertanker om livets gang, og hvordan det kan gå, når det satans liv går i begge retninger, solo eller i samarbejde, og også i sin store helhed. Det er simpelthen bundærlige meninger, beretninger og tanker, som lytteren får leveret, og det er Simon desværre bare hamrende irriterende god til, for jeg kan ikke rigtigt slippe det, og så er missionen lykkes. Hver gang man lytter albummet, så kommer der bare flere guldkorn og tanker i modtagerens hoved. Jeg kunne blive ved, men lader mine ord guide jer videre, og mon ikke i er enige med undertegnede? Det er umiddelbart fuldstændigt umuligt, at vælge en yndlingstekst ud fra de 8 skæringer på Vandmand, men det skal nok komme. Nu er du advaret!
I WILL BE THERE FOR YOU
Sådan lyder det i temasangen til serien venner, og snakker man venner og de musikalske af slagsen, så kunne Simon ikke have inviteret bedre venner med på denne solodebut. Det er utrolig længe siden jeg har hørt så simpel, ren og velspillet elektrisk blues/reggae guitar, som bare passer direkte ind på samtlige sange. Guitaristen Felix Diarra mestrer lyden og følelsen i sangene, og det går lige i ørerne, hjernen, hjertet og foden. Det er så behageligt at lytte, både når det kommer til de små simple rytmiske akkorder, men især når han har fået en sikker og fuld tilladelse til, at gå All-in, på b-stykker og på soloer, som aldrig bliver for meget, selvom de er storladne. Det smelter ærligt talt en altid udøvende amatør guitarist som mig, at få disse lækre oplevelser.
Når det kommer til produktionen, og det meste af beatsektionen på dette album, så har endnu en nær ven af vandmandens hus, Jakob Meyland, der sideløbende er primusmotor i det geniale musikstarter projekt for unge, fundet de rette og elementære trommer og beats frem. Der kører hele tiden en dejlig behagelig og let “groovy” lyd indover, og det kan Simon godt takke ham for, men mon ikke han allerede har gjort det, da albummet gik i trykken.
Det forbliver perfekt og korrekt tilpasset, hele vejen igennem, og Jakob er en mester i idéudvikling, og ikke mindst udviklingen hen til den rette lyd og det rette slagtøj, og i det hele taget alt, hvad der kan give lyd til grundsporet. Alle sangene får det rette tvist og den rette dosis fra beatmageren, både når det bliver dystert og mørkt, lyst og let, samt når det kommer til at pakke de generelle tanker fra Kvamm ind, i deres rette element. Jakob er faktisk også lidt irriterende, men på den gode måde, for han kan vist få alt godt fra havet, effekter fra skoven, gåturen og det man har på rejsen i livet, til at lyde som rene beatmaskiner, på rette sted.
Men naturligvis skal man ikke glemme Simons guitar, og da især ikke hans gode Rhodes piano, som hele vejen igennem albummet har fået en fast plads. Det kan godt være Simon har udtalt, at det mest bare er let fingerspil, men fingrene rammer perfekt og uden det Rhodes, intet album, for det er virkelig dejligt, lækkert, og er en perfekt signatur og krølle, og hele H2O grundstoffet på dette album. Produktionsmæssigt falder to sange lidt udenfor de andre, uden at man dog kan sætte en plet på dem, og det er Ihjel og titelsangen Vandmand.
Der er hjertestartere og dobbeltliv, men dette er særegent og vel lidt midt imellem! Her til sidst, så lad mig da bare gerne indrømme, at jeg er blevet lidt afhængig af sangene Solo, den lidt skræmmende og veldrejede Lejlighed, Møtrik og den skønne Slip. Man kan vist sagtens lytte dette album som høj musik, også med et glas red red wine. Godt jeg fik den vinyl bestilt!
Albummet er ude idag, fra Sony Music