Af Kim Søndergaard

I morgen udkommer et måske længe ventet album fra Mike Tramp, som vi sidst hørte fra for to år siden. Han er nu klar, endda rigtig klar, i budskab og stemme, med sit nye album Maybe Tomorrow. Et album, der rummer mange ærlige sange og personlige beretninger.

Stemmen og vejen hjem

Efter den fortløbende triologi fra Mike Tramp, er det som om, at man som lytter bliver bragt endnu tætter ind i hovedpersonens univers og daglige liv. Måske siger titlen vel det hele, fra aller første skæring på dette album. Coming Home synges det, og herfra er der faktisk ingen vej tilbage, og denne sang er et stærkt stempel på hele albummets essens og budskabet på dette album. Det er fremragende, også selvom sangene både rummer op, og nedture henover resten af albummet. Når man har fulgt Mike Tramp, og ja det er ham med grand prix sangen Boom Boom, så ved man hvor meget manden har været igennem, og hvor meget han altid gerne har villet musikken. Stemmen kan ingen tage fra ham, og på dette album, står den nærmest evigt unge Tramp, ganske stærkt. Over de senere år er han blomstret gevaldigt op, og den forudgående triologi op imod dette nyeste album, Maybe Tomorrow, gør simpelthen dette album endnu stærkere. Det er kronen på værket, og det smider trumfen ovenpå de forudgående udspil fra manden.  Stemmen er præcis som den skal være nu og her, og samtlige sange serveres med endnu mere passion og indlevelse, bedst som man troede, det ikke kunne blive bedre. Manden er og bliver en stor stemme i dansk og international rockmusik, det kommer man så absolut ikke udenom. Stemmen og historien lever! Det høres tydeligt i stemmen og vokalen på sangene, at dette album er et af de mest personlige fra Tramp, for indlevelsen er stærk, personlig og kraftfuld. Sangene Would I Lie To You og what More Can I Say, er lækre eksempler på dette, sammen med titelsangen.

Er der nogen hjemme?

Holdet bag Mike Tramp er atter engang, rocksnedkeren Søren Andersen på guitar, Morten Hellborn på trommer, Jesper Haugaard på bas, samt Morten Buchholz på orgel, klaver, og diverse tangenter. Dette er et godt hold, og samtidig har Søren Andersen siddet bag knapperne i producerstolen, og det klæder virkelig albummet, at Søren ved hvilke knapper han skal skrue på. Han kender Mike Tramp, og det høres virkelig, når albummet folder sig ud. Det er mesterklasse musikere, samlet om det ikon i dansk rockmusik som Tramp er, og det kan bestemt godt høres og mærkes, hele vejen igennem Tramps personlige beretninger. Det er bestemt ikke nogen dum ide, at man har brugt samme hold af musikere, selvom dette er et lidt anderledes album, end de forgående, men med samme skæbne. Skæbnen vil det bare godt for Tramp, når han er sammen med dette hold af musikere, der skarpt mestrer deres felt, og det  smitter virkelig af på lytteoplevelsen. Produktionen kender sin plads, og produceren kender pladsen til alle mand på dækket, når skibet med Tramp, skal sejles hjem i natten, sejles med perfekt navigation, og en plan om at nå ud til alle, og omfavne de mange trofaste lyttere derude. Der er dømt vaskeægte rock, med tvist af pop, og virkelig fed køremusik, til at lade tankerne flyde. Det hele går op i en højere enhed, når musikerne møder Tramp, og det er så skønt at lytte på, hvordan de får omfavnet hans personlige beretninger, med deres respektive instrumenter. Men hvordan er rejsen så, og hvordan slutter det hele? Niveauet er helt igennem fantastisk og  hvor nyder man dog  titelsangen, der samtidig lukker hele rejsen og albummet skønt ned.

Her er singleforløberen og åbningsnummeret, Coming Home, fra Mike Tramps nye album, Maybe Tomorrow.  Albummet udkommer fra TARGET GROUP på vinyl, CD og download imorgen.

Tramp gæstede faktisk Fredericia Julerock i 2015, hvor han gav et par sange fra albummet Nomad, og den berømte “Boom Boom” som han faktisk elsker at spille den dag idag.