Peter sommer er tilbage, og det er nu ikke fordi han har været glemt i mit sind, men han er i den grad tilbage på det spor han hører til. Dette nye album, renser luften, renser sjælen, famler ikke i blinde, men har en form for kant og dagsorden, set lidt mere ude fra, modsat forrige album, Alt forladt.
Genkomsten
Det mest geniale album fra Sommer, siden begyndelsen, og nok også siden udgivelsen af albummet, Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene. Ja det er store ord, men jeg mener det. Som fisken i åen, eller fisken i nettet, er jeg blevet kroget fast, og kan ikke komme ud af rusen på bunden af fjorden. Der er sket meget med Peter Sommer igennem årene, og det mest geniale er, at teksterne altid har været poetiske, virkelige, og troværdige, og måske været en form for terapi, eller en konklusion på livet, som sådan. Albummet her står knivskarpt, og efter jeg har famlet lidt rundt, og ikke rigtigt vidst, hvor jeg skulle gå hen, sammen med Peter Sommer, siden TRTKTH albummet, er jeg nu i meget trygge rammer og hænder igen. Sangene virker på mig, og det er så ualmindeligt lækkert, at få gode gamle Peter tilbage. Det er naturligvis svært at overgå tidligere tiders store produktioner og sange, når mandens fans af skriverierne, inklusiv jeg selv, blev naglet til dette i fortidens skær, men hvis man har været lidt fraværende, og forlod festen, så kom endelig med indenfor igen. På det nye album, med endnu en lang titel, giver Peter Sommer trofast tilbage til de, der forlod festen, eller dem, som holdte ud, og de som tilgiver. Teksterne rammer lige i skabet, og står muligvis klarere, end nogensinde før.
Skarp produktion
Produktionen og det faktum, at hans gamle orkester Tiggerne, er tilbage, kan også anspore en til at tro, at man er faldet tilbage til de gode gamle travere, og de gode gamle tider og tendenser, med en magisk opskrift. Jamen det er man altså også, og så har man tigget sig til at få udviklet nye opskrifter, ud fra de gamle, og hele pakken er endt med en absolut lækker opskrift og lytteoplevelse. Albummet er delt op, lidt ligesom TRTKTH var det i den oprindelige udgave, men denne gang, er der kun to sider. TRTKTH havde jo tre sider, eller tre etaper. Tiggerne og Peter smider det ene lækre stykke musik ud efter det andet, til og med skæring nummer fem, og herefter er der inviteret gæster med. Er det smart, tænker i, og her er svaret ganske kort, JA. Når man sidder med teksterne, og sidder med Peters ord i ørerne, så virker det som et genialt træk, og gennemtænkt. Om det var gennemtænkt fra starten, ved jeg ikke, men efterhånden som man lytter, bliver samarbejdet og det lækre lyrik, til en stor genial og tilrettelagt pakke. På den ene side, får vi Peter Sommer, som vi kender ham, og på den anden side får vi ligeledes Peter Sommer som vi kender ham. Jamen så er der jo ikke den store forskel. Men jo, det er der faktisk. Peter har nemlig mange gode evner til, at tilpasse sig, selvom han måske har virket rodløs, og hele projektet er lykkedes så fint, fordi teksterne, manden og hele produktionen veksler fra tid til anden. Den enkelte sang, er tilpasset lige efter stemningen, og når både Benal og Mikael Simpson er med inde over, Med duoen Bremer/McCoy som ankermænd, på sidste halvdel af albummet, så føles hele pladen som et gennemført T-kryds, hvor alle signaler skifter som de skal, og den grønne bølge lever. Trafikken af gennemførte produktioner, glider lige igennem. En side, fører til den anden side. Der er kontrollabelt brobyggeri, på dette album.
Alt for meget
Det er afsindigt svært, at have et yndlings track på albummet, men titelnummeret, Elskede At Drømme, Drømme Om At Elske, sangen Faret vild i samme skov, samt slutsangen, Slutter Aldrig, er tre rigtigt gode bud på, hvorfor jeg elsker Peter Sommers genkomst. Sangen Slutter Aldrig, vil nogle nok kunne genkende, ved gennemlyttet, og det er super lækkert. Med genkomst mener jeg, at Tiggerne er tilbage ved hans side, der er samlet en del venner af tiden, og de har alle sammen forstået essensen, af Peter Sommers musikalske grundsten.
Albummet er ude nu, fra Sony Music