MUSIKÅRET DER GIK 2022, SET FRA REDAKTØRES ØJNE

Du er lige nu vidne til en re-premiere. Her på siden har der været stille. Der er faktisk ikke sket så meget i det forgangne år anno 2022, men jeg håber der kommer til det fremadrettet. Siden her har stået stille, og siden er faktisk også flyttet, og er stadig under ombygning. Det skal dog ikke forhindre jer læsere i, at gå tilbage i arkivet, da artiklerne stadig er her, men der mangler lidt billeder. Arbejder på det, eller som kan kalde det, at der er spændt et stort gult bånd om serveren, hvorpå der står:  UNDER CONSTRUCTION. Men tøv nu ikke med at kigge forbi, også her i det nye år anno 2023. Der er meget at se frem til, men også at se tilbage på. Derfor denne re-premiereartikel, på det nye detteerikkeprogram3.dk

Siden er flyttet under nye faner, men har dog ikke flyttet sig, hvad angår indhold, eller kærlighed til musikken. Herunder er mine bud og nedslag på årets albums, årets koncert, samt radioprogram.

Årets albums top 5 

Tv-2 : The Holbæk recordings 

Ved skiftet til 21/22 var der pludselig nyt i indbakken her på redaktionen, og på diverse platforme, fra stream til vinyl, samt kassettebånd. 

Tv-2 havde i knapt et årti, samarbejdet med diverse musik branchefolk her i landet, og i Los Angeles, om at restaurere en gammel koncert, optaget i Holbæk, i 1981. Var der indsunget nye vokaler, var det bare en slags bootleg, eller var der noget om det? JA – Der var noget om det. Man får alle de spæde sange fra bandet serveret i en lang perlerække, og i en yderst lækker kvalitet. Årets album, både på energi, men også grundet hele arbejdsgangen omkring projektet og albummet. SÅ STÆRKT!

læs mere om projektet via tv-2.dk hvor hele historien forklares og nørdes igennem.

Peter Sommer : De Uforelskede i Copenhagen Philharmonics

Absolut et lyt værd, og endnu et. Alle detaljer tæller, men alle sangene taler. 

Vi får Sommers flotte eftertænksomme sange serveret med fuld orkester. Intet mindre end genialt, at få Copenhagen Phil symfoniorkesteret med ind over. Jeg blev blæst bagover, da jeg lyttede, og gør det stadig. Der er så mange lag i Sommers musik, men når man smider det hele ind i et koncerthus og optager det, SÅ bliver det så afsindigt smukt. Og jeg synes faktisk Peter Sommers sange, er smukke i forvejen, på hver sin måde. Lyt albummet på streaming, men sæt endelig vinylen på, og uanset, så skru op på MAX. 

Hugorm : Tro Hug & Kærlighed

Glem alt om Nephew, og start på en frisk. 

Jeg elsker Nephew, ingen kritik, og intet ondt i det, men her er Simon Kvamms univers blevet genopfundet, og ikke bare til lejligheden. Det er med venner, og det er med Tro Hug og Kærlighed. Jeg alle dage været stor tilhænger af Nephew og hele det sammenhold og kollektiv, som det band er, men med bandets HUGORM, har Kvamms tekster igen fået nyt liv, og skulle nogle sammenligne herren med en engelsk mand ved navn Damon Albarn, så er det nok ikke helt forkert. Dette er ment med stor kærlighed til begge multikunstnere. Kvamm er danmarks Albarn, og lad os da bare sige, at Albarn er Danmarks Kvamm! Jeg er fan, jeg er ret ydmyg og har stor respekt for det talent, som kan udkomme med så mange forskellige ting, og stadig gøre det interessant.

HUGORM er en kaliber for sig, en klasse for sig selv, og der er ingen klasselærer eller skoleleder, på institution HUGORM. Bandet er sig selv, de skaber selv institutionen, og de formår at udfordre sig selv, fra deres debut, og op til Tro Hug & Kærlighed. Man bliver ALDRIG træt af at lytte til Kvamms budskaber, eller personlige historier. De her tre mænd i HUGORM har gang i noget, og det er for længst bevist, men på dette formstøbte album, fornemmer bare den energi, som strømmede ud fra Klitmøller og vesterhavet, da bandet gik i luften. Her er højtryk, varme og glæde, men der er i den grad også lavtryk og tryk på, hele vejen gennem Tro Hug & Kærlighed. 

Magtens Korridorer : Nødudgang (EP)

Nåh ja, så lad mig da høre. Er det ikke bare det samme og det samme, spørger du måske? NEJ, Magtens Korridorer lever og ånder for deres fællesskab, og de gør det i en grad, så der er blevet plads til en imponerende lille EP i 2022. Det er IKKE bare det samme, og hvis læseren spørger mig, så kan man da godt stå på her, hvis man ikke allerede ER overbevist om, at bandet er et af de mest solide, velspillende, mest aktive, og mest talentfulde bands herhjemme. 

Hver gang bandet er kommet ud med nyt, så er jeg stået på fra den samme station, men med en ny udrejselyst. Lidt som når man endelig skal på den længe ventede ferie, man har glædet sig til længe.Om du er til skiferie, eller tropisk varme, så omfavner rejsen dig. Det er sådan set sådan jeg altid har haft det med Magtens Korridorer. I mit tilfælde, er Magtens Korridorer så tropeferien, men stadig med den der udlængsel. Kunne de overgå sig selv med denne lille EP? JA. 

Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvad der trigger mig, men jeg synes albummet Nødudgang, er en smuk rejse, med nye utrolige indtryk, lige som føromtalte ferie! Kære band, herfra et kæmpe WOW for den lille perle. Nuvel. Næste album er ikke dansk, så lad mig endelig lige få med, at jeg bestemt også nød at lytte til albummet En dans på roser, med det danske band Falderebet. Her er sidste bud på top 5 anno 2022.

JUANES : Un Dia Normal (20th Anniversary edition Remastered) 

Den colombianske sanger og guitarist Juanes, har i over 20 år formået at smide hit efter hit af, som radio Rita! Den er god nok, hvis man spørger mig. Dog har Juanes også trådt ved siden af, i løbet af disse 20 år, men han har bestemt mest lavet flotte og lyttevenlige albums. Det er blevet lidt mere eksperimenterende i årenes løb, men sjælen og hans DNA fra den spæde start på tærskelen af det nye millenium, samt det faktum at han er latinamerikansk kunstner, hænger til stadighed ved. 

Dette album er et must, hvis man vil dykke ned i Juanes musikhistorie, og albummet kickstartede i den grad hans internationale karriere, hvor han bl.a også gæstede Danmark, samt fik indtil flere radiohits, hvor den mest kendte herhjemme, nok er La Camisa Negra, fra efterfølgeren Mi Sangre. Som læseren måske har fornemmet, så synges der på spansk, og om man kan sproget eller ej, så skal der lyde en kæmpe anbefaling herfra. Er man til fed guitar-lir, så er der i øvrigt stor bonus på samtlige udspil fra den iøvrigt tidligere Heavyrock guitarist. Der er dog ingen heavy over Juanes albums i eget navn, men guitar og licks på denne, DET kan manden i den grad håndtere. God fornøjelse. 

Årets koncert : MALURT

Jeg har kun en ting at sige. MALURT på sommerens festivals! Længere er den ikke, og hvis man ikke fik bandet med, ja så er det jo bare ærgerligt, da det er parkeret for evigt. Men afskeden var så smuk og lækker, at bandet er tilgivet. Vil man lytte, hvordan det lød inden bandet tråde ud på scenerne på de grønne danske marker, så sprang de ud på deres Corona-udskudte indendørs turné inden da, og hele molevitten blev optaget, og kan erhverves på vinyl, eller streames. Den energi der var under årets koncerter, var skræmmende, og helt ualmindelig betagende. Det er faktisk svært at beskrive, men jeg tænker i selv kender det med den eneste ene oplevelse, der bare kommer på ens personlige top tre, over ting man er glad for, man har været med til, oplevet, eller været en del af!

Årets radioprogram : TAKE OFF 36,4

Jesper Bæhrenz og hans dygtige lille radio hold, samlede igen Danmark om sommerradioerne derude i det ganske land. Konceptet kender læseren måske, da jeg før har udnævnt en pris her på siden, men ellers kan jeg nævne i flæng, at der var live musik, konkurrencer, overraskelser, gode historier fra hele landet og fra de steder, som programmet besøgte, ude i sommerlandet. Jesper Bæhrenz forstår bare at gøre radio interessant, men selve DR og kanalcheferne, er desværre i visse tilfælde, og når man spørger mig personligt, på vej i en forkert retning. Senest ved afsked med Carsten Holm, samt Alex Nyborg Madsen! Derfor er det skønt, at Danmark stadig har en mand, der knuselsker at lave radio, og formår, at fastholde lytteren, med gode idéer og et godt hold i ryggen. Jesper Bæhrenz er pt. Aktuel med programmet JPS (Jespers Pop Service) hver fredag på DR P4, fra kl 14. Mon ikke jeg også vil komme ind på dette fremragende program, ved en senere lejlighed. Det tror jeg nok!

Læs mere lige her, fra tidligere omtale af TAKE OFF 36,4 (Eller bare TAKE OFF, om man vil) 

Herunder finder I 5 nedslag fra min top 5, årets koncert, samt et remix, fra de spæde TAKE OFF dage. 

Godt nytår, og velkomme tilbage til detteerikkeprogram3.dk