ESBEN KRONBORG – MIDTEMPO SANGE OG DAGE UDEN DIG

For en del år siden, før en vis nedlukning af dette lille land, føjede jeg musiker og sangskriver Esben Kronborg på min playliste. Kronborg er stadig på min playliste, samt af og til på anlægget i fysisk form, og er lige om lidt klar, med sprit nyt album. Et album der rummer mange personlige tanker, dybe tanker, og tanker om livet derude. Engang på engelsk, men nu igen, atter på dansk. 

Nærværende med følelser

Jeg skrev i en tidligere anmeldelse af Esben Kronborgs engelsksprogede album A Multitude Of Things You Can’t Rehearse, at jeg elsker Damon Albarn, Bob Dylans, samt Ryan Adams univers, og samtidig synes jeg at kunne høre Esben Kronborg midt i det hele, da jeg lyttede hans musik. Det kan jeg stadig på dette nye album, Midtempo Sange Og Dage Uden Dig, og det er i den grad kærligt ment når dette skrives. Måske kan man endda også smide en Poul Krebs pokal oveni, for der er altså noget over måden der fortælles på. Over årene er der dog sket en masse med sangeren, sangskriverens udtryk, samt sange. De er blevet mere modne, og de graver dybere og dybere, og i den henseende sender jeg tankerne tilbage til de nævnte kunstnere. Kronborg er dog helt sig selv, men ligger sig mere og mere ind i kølvandet på de store kunstnere i form af at udtrykke sig og finde sit es i kortbunken af sangskrivere.

Det er dybt originalt, oprigtigt og åbenhjertigt, men sådan har jeg nu altid fortolket Esben Kronborgs sange. Denne gang trækker teksterne dog dybe spor i ens indre billeder af livet, som det nu engang er derude, og når det kommer til sangskrivning, så elsker jeg kunstnere, som udtrykker sig direkte, så man rammes i hjertekuglen. Om det er på engelsk, eller på dansk, så kan Esben Kronborg noget med sproget, men jeg synes klart, at han er bedst på dansk, og dette album er også udelukkende dansksprogede tekster. Lytteren vil måske høre, at forskellen er tydelig, selvom hovedpersonen sagtens kan på engelsk, og det slet ikke er så fjernt endda. Men med disse åbenhjertige og personlige tekster, så SKAL det være på dansk. Sangene kredser om den østjyske sangers eget liv i en periode, hvor der var tid til eftertanke, afsavn, og til og fravalg. Der er eftertænksomhed, men også plads til den store kærlighed. Jeg kan li’ det! Det er et dybt personligt album, der er blevet til under corona nedlukningerne, og derfor er det måske endnu mere tungt, og vægter til den positive side. Modgang giver styrke, synes man at høre. Men man hører også positive sider af livet i sin helhed. Og hvad skal vi egentlig med livet? Spørg Kronborg, han har måske svaret denne gang. 

Jeg bider meget mærke i slutsangen på albummet, Luk Stjernerne Ind, men også sangen De Samme Fejl, som er dybt personlige. Det er faktisk lidt rørende. Sangen Sommeregn kan man lukke øjene til, og få de smukkeste billeder på nethinden. Der er sluppet en lille bitte håndfuld singler fra albummet Midtempo Sange Og Dage Uden Dig, og sågar en Christmas edition af sangen Vintervåde veje, og har man lyttet dem, så står man bare på. Undervejs oplever jeg dog også en pludselig vild vibe i form af (protest) sangen Tiderne Skifter. Malerierne står i kø på dette album. Esben kunne egentlig godt være en slags musikkens maleriske Diego Rivera. 

Presse/coverfoto : Banger sessions

Måske Bedste produktion nogensinde

Albummet er indspillet i Studio Communale, der ligger smukt placeret i Skanderborg, og som er ejet af musikeren og produceren Søren Zahle, der i øvrigt har siddet bag knapperne på dette album. Jeg fornemmer tankerne har kredset en del omkring lyden, og hvordan det hele skal sættes op, men Esben Kronborg kan virkelig sætte sange op, og få noget ud af de knapper, som et studie nu byder på. Søren Zahle synes at være det perfekte valg til at sidde og dreje på mixerpulten. Nu er han jo også ganske ferm til at få god lyd ud af gode sangskrivere og musikere, og her kan man f.eks nævne Peter Sommer, som også har været i hænderne på Søren Zahle op gennem tiden. Det er spot on. Esbens tanker er denne gang pakket ind i et helt nyt lydtapet, og Esben kan også sagtens placeres side om side med Peter Sommer, så det er faktisk en stor helhed, som smelter sammen, hvis man spørger undertegnede.

Lyden er stadig Esben Kronborg som man kender ham, iført det fantastisk legende guitarspil, men der er altså virkelig sket noget fra sidste album. Hvad det lige er, det skal man nok lytte et par gange for at forstå, men jeg hører fornyelsen, samtidig med, at signaturen stadig er den samme. Og ja, der er midtempo sange, men der er også rockede, samt let euforiske sange, bl.a den tidligere omtalte sang Tiderne skifter, som jeg er ret vild med i lyden. Det overrasker bare, og mere af det tak, føjes man til at mene. Der er også plads til de dejlige Kronborgske sjælere, bare rolig. Orkesteret omkring hovedpersonen, forstår virkelig sangenes udtryk. Det er så godt håndspillet musik, som det skal være. De gode folk på albummet er udover Kronborg og Zahle også Max Hegaard på kor, guitar og banjo, Søren Poulsen på trommer, samt Henrik Poulsen på bas. Johannes Gissel er på trommer, og Casper Bak Poulsen på bas, på en enkelt sang. Dejligt Setup.

Sangene emmer af musikalske detaljer, og det er Zahle altså skarp til. Han er genial når det kommer til detaljer, og er en producer, som bestemt har mange fine store navne på sit CV, som Lars Lilholt, førnævnte Peter Sommer, Jacob Dinesen, Peter Belli, og mange flere. Esben passer godt ind i det selskab, det er der bestemt ingen tvivl om. Lyt blot til sangen Vintervåde Veje, så forstår man blandt andet, hvad der menes. Og der er en mening med det hele. Den musikalske forståelse for sangene sidder lige i skabet mellem Kronborg og Zahle. Det er godt håndværk, den her pakke fra det Østjyske. Pak den endelig ud, og brug den igen og igen. Et enkelt lyt er bestemt ikke nok. Det hele vokser undervejs, og Hr. Kronborg er blevet mere voksen på den efterhånden, lange rejse. Rejsen synes ikke langtrukket, og man får aldrig følelsen, som nogle måske kender. Altså den der, når man sidder i en flyver på 12 time og tænker, lander vi ikke snart. Tværtimod.

Her kan i se en session med Esben Kronborg, optaget i netop Studio Communale, hvor han fremfører sangen Himlen Er Spild På Dem Der Dør, fra det nye album. Albummet udkommer Fredag den 26. Maj