Kan man egentlig finde den røde tråd i hele Shu-bi-dua universet, hvis man er opvokset med hele bagkataloget, eller finder man den, når man overværer det i form af en yderst anmelderrost teater musical? Kan man knytte sig til historierne i sangene alene, og hjælper det i virkeligheden med en visuel og frit fortolket side, eller sidder publikums twistede tanker i sangene, i virkeligheden fast?  Jeg overværede Shu-bi-dua – The Musical, på Fredericia Teater, og jeg blev ikke skuffet.

Den Røde Tråd

Dette er nok det mest fængende ord at bruge, når man omtaler forestillingen på Fredericia Teater. Meningen er, at publikum måske vil se den røde tråd, via hovedpersonens let forvirrede hoved. Hovedpersonen, er en dreng ved navn Mick, som vi følger op igennem hans tumlede opvækst. Som jeg engang hørte en mand sige, så ville han helst gerne være barn, for der er verden jo så ubekymret og åben endnu. Mick har muligvis lidt Knald i låget, men derfor kan han jo sagtens have et par ganske nære venner, som hjælper ham på vej, ik? Mick har også et par forældre, som igennem forestillingen, muligvis er der for ham, men samtidig ikke rigtigt gider det sammen. Allerede der, kan man fornemme, at intrigerne står i kø! Man skal huske, at dette ikke er en musical om Shu-bi-dua, men en musical, omkring sangene fra de herrer. Derfor går der også en masse personligheder rundt i shubbernes fiktive by, i Fredericia, som alle nok et sted kan forholde sig til. Vi kommer rundt, og Mick vokser næsten med opgaven, samtidig med, at han muligvis ikke helt ved, hvorfor og hvordan han skal vende tingene. Der er langt til den berømte alpetop, og man er nød til at kæmpe, men med venners hjælp, så kan det jo lykkes, ik’?

Jeg indrømmer gerne, at jeg faktisk blev positivt overrasket over, hvordan man allerede fra starten, fik en realisme med ind i historien, og hvordan sangenes tema åbnede sig, på scenen foran mig. Ham der Mick, kunne da egentlig godt være en mand ved navn Michael. Ja vi snakker om Michael, men Mick kan også bruges, og han lærer vist at danse og slå de indre dæmoner fri, og Learns to Rock, igennem opvæksten. Af og til må tingene dog vente, for det kan da ikke passe, at man finder et ellers forsvundet guldhorn, eller guldkorn, og bliver til noget. Fredericia teater fik hele turen, op og ned af glædesbarometeret og resten af det midsommerglade, pt. delvist vinterdeprimerede, Danmark kan sagtens glæde sig til den op og nedtur, som mennesket ved baren, ved lægen, i kernefamilien, og de håbefulde diplomatiske, og aktuelle COP21 klimafolk gennemgår, og alle har gennemgået, i de seneste årtier! Kan man spejle sig selv i denne forestilling, og kan man tage en partner med i historien, og hvilke ubesvarede spørgsmål, står tilbage? Man kan faktisk det hele, og man kan godt blive til andet, end den kedelige Knud, hvor blomsterne går ud, når han kommer ind, det kræver bare lidt insisterende fantasi og vedholdenhed. Det er faktisk det, som Shu-bi-dua hele tiden har forklaret danskerne, og det er socialrealisme, som holder den dag idag. Man tænker faktisk flere gange også på, om Carlos egentlig bor her endnu, eller wanna be free.

Nam Nam, de bliver ved med at danse!

Jeg havde inden forestillingen, hørt en del omkring den visuelle side af Shu-bi-dua – the musical, men havde i min vildeste og twistede fantasi! ikke forestillet mig, at Shubbernes sange kunne mere, hvis de blev tilført en stor og nutidig talentfuld  skare af skuespillere og sangere, lyd og lys folk, samt musikere. De fik mig solidt plantet i teatersædet, fra første akt på aftenens scene. Askepot får nyt liv, selvom hun i et nyt Y2K, stadig går og venter på svar, og det er helt kongeligt, som det skjulte, men bemærkelsesværdige liveorkester knokler røven ud af bukserne, for at få det hele til at lyde smukt. Og det gør det virkelig. Selvom sangene er kendte, for de fleste danskere, har de fået et dejligt, samt nutidigt, løft på den lydmæssige side, uden at gå på kompromis med de gamle shubbers originalitet. Det er enormt betagende, at lytte til alle detaljerne hele vejen igennem forestillingen, og musikerne har virkelig arbejdet igennem, og arbejder endda over under forestillingen, til ære for publikum. Det samme gælder alle de medvirkende skuespillere. De er på, og de kan virkelig synge! Nogle er mere erfarne end andre, men de har alle sat sig ind i hver persons karakter, og har virkelig fundet den røde tråd sammen, og det fuldender betydningen af den person , som vi følger i øjeblikket under denne flotte musical, og det giver i den grad kredit, til Shu-bi-duas sange. Der er ingen tvivl om, at dette er en hyldest, og man forstår sagtens de flotte og betagende udtalelser, som medlemmerne af Shu-bi-dua er kommet med, efter de har set denne opsætning med deres forunderlige univers, igennem 40 år. Det visuelle univers i denne musical er generelt svært, at komme udenom. De skarpe scenografiske folk bag denne musical, har muligvis set lidt tilbage på indersiden af coveret til 10’eren fra shubberne, for der er så mange dejlige detaljer. De små grønne fiktive grønspætter fra indersiden af coveret på shu-bi-dua 10 vinylen, føres på en måde ud i livet, når sangene og musicalen render over kanten af scenen. Hver gang der er sceneskifte, ser man præcis det man er midt i, her og nu. Drengeværelset med The Police og Michael Jackson plakaterne og arkitektlampen er med, side om side med andre velkendte, men måske glemte ting. Vi ser også en gammel mand, som nyder en Tuborg, og naturligvis skal vi også forbi en ganske lille krokodille, et kreppjern og alle andre varer, der kunne give mere minus, end plus på kontoen. Man kommer faktisk, i splitsekunder, i det så altid populære retro mode, og det hjælper også ganske godt til, at skuespillerne er iført meget moderigtigt tøj, så alle føler sig hjemme og muligvis lidt trygge. Jeg var tryg, selvom jeg blev rørt og berørt, hele vejen igennem Shu-bi-dua – The Musical.