Af Lars Petersen

J-dag er efterhånden ensbetydende med druk, tilskadekomne og slåskampe, men for mig er det efterhånden blevet en tradition at tilbringe denne dag til en Tina Dickow koncert. Det har jeg gjort siden 2007 eller var det 2008? Anyways… Jeg er ikke nogen helgen og har da også smagt juledruen på J-dag førhen, men ikke i går. Jeg var blevet lokket til København, nærmere bestemt Store Vega på Enghavevej og når turen var taget i bil, så holdt jeg mig på dydens smalle sti, men nok om mig og tilbage til det vigtige.

Store Vega

Til trods for mine 35 år så var det faktisk min første koncert i Vega og efter at have været til Tina Dickows koncert i Scandinavian Congress Center (SCC) i Aarhus for en uge siden, så blev jeg faktisk lidt forbavset over Store Vegas størrelse. En langt mindre sal end SCC, men det skulle vise sig at være til Vegas fordel.

Publikum var PÅ

Der var ikke de store udskiftninger i sætlisten. Faktisk var der vel kun en eller to og til min store fornøjelse var titelnummeret fra den nye plade, Where do you go to disappear, tilføjet. Vist nok til fordel for The World is perfect. I det hele taget virkede sætlisten noget nær perfekt denne fredag aften i København og publikum var så glade for at Tina Dickow endelig var tilbage i København at det blev én lang singalong-fest. Store Vega kogte af glæde og lyst. Glæde fra publikum vendt mod den århusianske sangerinde, som via sit ophold i Copenhagen har fået et nært tilhørsforhold til København og glæde fra hende selv og bandet over den modtagelse de fik. Det afsmittede også på spilleglæden og især den nye trommeslager, islandske Þorvaldur Þór Þorvaldsson også kaldet Doddi, nød det. Udover en trommesolo som var temmelig fantastisk fik han op til flere gange gang i den klassiske basarm og det er vist forholdsvist nyt i Tina Dickow regi.

Halvt dansk, halvt islandsk

Bandet er 40 % islandsk. Måske endda 50/50 fordelt, hvis man lader Tina selv fremstå som halvt dansk, halvt islandsk. Helgi Jónsson er naturligvis stadig med og det samme er hans trombone. Han er intet mindre end fantastisk med det instrument. Der var en storartet solo i “On the run” og det opvejer næsten at de har fjernet trombonen fra “Sacre Coeur”, men også kun næsten for uden trombonen rammer “Sacre Coeur” desværre kun middelmådigheden, hvor den med trombonen løftes til et helt andet niveau. Lidt ærgerligt, men jeg kan jo ikke få i både pose og sæk. Apropos Island så var der naturligvis også plads til hyldesten “True North”, som virker til at kunne lide et live band. Den klart bedste version af sangen jeg har hørt indtil videre.

Masser af rock

Tina Dickow har efterhånden lavet en god portion rockvenlige sange. I går fik vi bl.a. serveret “Nobody’s man” med en kongesolo af Dennis Ahlgren og derudover var der også godt kog under gryden på numre som ” Welcome back colour” og især “Paper thin”, som satte rytmesektionen i centrum med eminent bassspil af Kristian Kold og den ovennævnte trommesolo fra Doddi.

Plads til klassikere

Tina Dickow havde et par gange kigget dybt i bagkataloget og det udmøntede sig i den fantastiske ballade “Back where we started” og den knapt så fantastiske “Cruel to the sensitive kind”. Sidstnævnte levede dog på en fantastisk touranekdote om en 60-årig britisk mand, som havde fortalt Tina “Your song saved my marriage. Your song helped me understand my wife” og så er det svært at finde modstand mod sangen.

Ekstranumrene

Publikum trampede, hujede og piftede bandet ind til de efterhånden traditionelle ekstranumre og her kom så endelig “You wanna teach me to dance” I Aarhus begyndte publikum at boppe lidt op og ned, hvilket så ret sjovt ud. Jeg bemærkede ikke samme lyst til at danse med i Store Vega, men bedømmer man ud fra bifaldet, så blev den taget godt imod.

Allersidste ekstranummer blev “One”. Til min store overraskelse og glæde ikke mindst. “One” er og bliver et af mine favoritnumre med Tina Dickow og det var det også denne J-dag i København.