Det var en imponerende omgang, da den amerikansk fødte blueskunstner, med mexicansk/ indianske rødder, Hook Herrera, gæstede Tøjhuset i Fredericia. Det blev en aften med ren og svedig blues, med fuld skrue på mundharpen, samt guitaren. Mr. Herrera er en fantastisk fortolker og budbringer.
Jeg drog i Tøjhuset i Fredericia, med en lille viden om Hook’s musik, men jeg blev gladelig overrasket, da jeg er stor fan af de gamle klassiske dyder ud i bluesmusikken, og måden den effektivt kan virke på en. Og det virkede i den grad, da det fem mand høje bluesband entrerede scenen, og forenede tøjhusets bindingsværk, med hovedpersonens sande og ærlige sange. De fem mand på scenen, smeltede på fornem vis sammen, med et halvtfyldt Tøjhus, hvor forsangeren endda betrådte gulvet, og spillede smukt på en af sine mange mundharper, helt ude i blandt publikum.
Det var unikt, og det er sjældent, man oplever en så fængende og vedkommende kunstner, som formår, at holde publikum fast hele vejen igennem en koncert. Der var ingen snak, kun i den indlagte halve times pause, som delte koncerten i to, med plads til opfyld af vin og øl. Der blev snakket godt igennem om, hvad publikum var vidne til denne aften, og om Hook Herreras fantastiske måde, at fastholde og involvere publikum. Der var ren glæde, og pausen var tiltrængt, så man lige kunne synke oplevelsen fra første set.
Hook Herrera, blev denne aften indsvøbt i bluesbandet, som betod af Niels Nello Mogensen på bas, Ronni Boysen på guitar, Kjeld Lauritsen på hammondorgel, og Esben Bach bag trommerne. Som tidligere omtalt, var dette setup helt perfekt til aftenens hovedperson. Hook fik smadret en fed mundharpe af hele aftenen, men han beviste også, at han kan spille en god gang guitar, samt synge en virkelig lækker bluessang. At man så også kan lave en lækker lyd i Tøjhuset, det giver altså bare det hele, endnu en dimension.
Generelt var der hele aftenen, aspekter fra musikkens barndom, da guitaristen, som i øvrigt ofte fik mig tilbage til fremtiden, samt en vis scene fra denne film, smed en ualmindelig lækker og let forvrænget blueskala, på samtlige sange. Soloerne gik også op i en højere enhed, så metaforen fra filmen tilbage til fremtiden, lå bestemt ikke fjern for mig!
Bas og trommer, er en vigtig del af beatet, i et godt bluesband. Både Niels Nello på bas, samt Esben på trommer, beviste at de kender til blues og kan omstille sig og smelte sig, direkte ind i kunstnerens sange. Jeg bed dog stort mærke i hammondorgelet, som var udstyret med hele to Leslie rotorer, hvor Kjeld bankede den ene skala og solo af, efter den anden.
Generelt var det et af de sjældne besøg i Tøjhuset, hvor jeg gik hjem og tænkte, at jeg netop havde oplevet noget helt unikt, hvor alt bare har effekt og virker på mig. Musik skal rykke og give en lækker oplevelse og fornemmelse i kroppen, når man går derfra, og det gjorde Hook Herreras musik. Jeg elsker det unikke. Jeg har altid elsket blues, og når det hele samtidig har en snert af Deep Purple via orgelet, John Lee Hooker via harpen fra hovedpersonen, Gary Moore og Albert King fra Guitaristen, samt The Doors rytmer fra trommerne, så virker det altså bare på mig. Hook Herreras sange og univers, rykkede mig virkelig. Tak for det!