Christian Juncker er atter klar med nyt album. Titlen er Nattergalen Findes, og når man lytter, finder man længere nede ad vejen ud af, hvorfor Nattergalen findes, og hvordan livet kan eller bør betragtes. Det er muligvis det meste personlige album fra Juncker til dato, og man rives i den grad med på en uforglemmelig rejse. Den er dog ikke så skøn, som når man kommer med ombord på Havana, Wallenberg, eller længst mod nord. Og så alligevel.

Er der liv efter døden?

Kan Juncker i det hele taget tillade sig, at udgive et helt album med sange om liv og død på kanten, når man har set døden i øjnene og knapt har kunnet komme ind af sin egen dør? JA er svaret herfra. Hvem skulle ellers kunne tillade sig, at sætte sang og musik på et liv, som man kæmper for, og i det hele taget elsker. Juncker slipper i den grad afsted med at synge om livet og døden på dette album, som til tider virker dystert mellem linjerne, men som også har masser af kornmodne lysglimt undervejs. Alt er er i den grad taget op til revision, men det er stadig Junckers beretning om livet derude, som man lever i på dette album. Personligt ser jeg stadig den billedelige side af Mogens og Karen derude, og hold op hvor er jeg til stadighed tilhænger af den sang, men jo tættere man kommer på dette album, (og måske hovedpersonen selv) jo mere afstand kommer der til villaen og hækken. Juncker fører an og tager os igen med ud i verden, eller ind i den fine verden, som faktisk også kan ramme hårdt. Naturligvis er Juncker stam sangskriver for den evigt rejsende og mega seje familie på tv, men der er også et liv udenfor tv, og indenfor den der skide uklippede hæk hos Mogens og Karen, og den beskrives nok bedre end før i ord, på albummet Nattergalen findes. Nattergalen synger også, og det er en smuk sang, men et sted står der måske altid en jæger med sit våben, som man skal dukke sig for. Juncker har faktisk nærmest aldrig lydt bedre i sit personlige udtryk, og jeg har alligevel lyttet en del med i de seneste 25 år, plus det løse. Vil man vide mere om de 25 år, kan man læse med her. Sangene er denne gang endnu mere personlige, men når, og hvis man har set døden i øjnene, så forstår man nok godt, at der er behov for at komme ud, væk og videre.  Der er ikke mange, som mestrer at skrive sange om livet, og den rutsjebanetur det nu er, men lad mig fastslå, at hvis der er to sangskrivere der virkelig har fat i det billedelige liv og fribilletten til livets tivoli her i landet, så er det Juncker og Peter Sommer. Teksterne på Nattergalen Findes, er ganske enkelt lyrik i særklasse. Teksterne rammer en, lige i sindet, og lige i følsomheden. Og man føler også lidt med personen, som betragter verdens gang udenfor, eller lever i den. Nogle gange dukker gode “gamle” Eik Skaløe fra bandet Steppeulvene også op i mit sind, når jeg lytter med på Nattergalen Findes.

Får man lov at tage en bid af månen, eller skal man komme igen i morgen?

Musikken lever, hjertet banker

Man kan i den grad ikke tage fra Juncker, at der altid er en musikalsk og tonemæssig sammenhæng med teksterne, og på dette album er det ingen undtagelse. Det starter måske lidt dyster for nogle, og let for andre, men alt i alt fanger albummet virkelig hele vejen, i endnu en passage af livet. Musikken kan virkelig noget, og den er vigtig i livet. Den er også vigtig i denne sammenhæng, og den er alt fra let, til overraskende, også i Juncker forstand. Det er skønt. Jeg er vild med overraskelser, hvis de er gennemførte, har kant og er gennemtænkte. Musikken er i den grad gennemtænkt, og bedst som man sidder og kan få ondt af hovedpersonen, så skal man i den grad op og danse med hovedpersonen. Om Mogens og Karen har arrangeret en fest mellem nåletræerne, eller har lånt en båd nede på havnen, det skal jeg lade være usagt, men et eller andet er der sket. Nåletræerne er vist fældet, der er lys til idéerne, og kreativiteten blomstrer i lyset.  Livet har mange faser, og livet har mange sider. Livet tilsmiler alle, men livet smadrer desværre også, og bedst som man er nede, hiver det en op. Det er nok den bedste måde, at få dette albums musikalske sider beskrevet, fra ende til anden.  Juncker har selv produceret albummet hjemme, grundet 2020 syndromet, kaldet corona, men jeg synes bestemt ikke det gør noget som helst ringere, og naturligvis er der hjælp hen ad vejen, eller længere nede ad vejen om man vil. Så langt nede Juncker har været, lige så langt oppe er man at ringe, når det kommer til lyden og stemningen på hver sang, og jeg bliver altså berørt, når jeg lytter. Det skal en produktion også kunne. Den skal sætte lytteren på spil sammen med teksterne, men den skal også sætte sig fast, og rive en med ind i stemningen af historien. Jeg glæder mig allerede til næste kapitel, for jeg skal da lige love for, at jeg allerede har fældet nåletræerne og flyttet pigtråden. Musikken på dette album får mig hevet op, musikken har i den grad hevet Juncker op. Hvad skal det ikke blive til live, og på næste album!

Albummet er ude fredag, fra Target Music